143 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
141
hensigter, man anede, da en svensk flåde ankrede op ved
Dragør d. 6. aug.86 Det stod for hof- og regerings-kredsen
øjeblikkelig klart, at nu var landets skæbnetime inde.
Som naturligt var, så man straks hen til Holland som ste
det, hvorfra hjælpen skulle komme. Beuningen har utvivl
somt støttet dem deri. Der blev også straks skrevet et kon
geligt brev til vor resident i Haag, P. Charisius, hvori situa
tionen kort ridsedes op. Karl Gustav er gået i land i Kor
sør »med et anseligt antal krigsfolk«, hans flåde har lagt
sig ved Dragør; »hvoraf vi intet andet end åbenbar fjendt
lighed imod os og vore riger og lande af kronen Sverige
på ny har at formode«. Charisius beordredes under hen
visning til den hollandsk-danske forsvarsalliance at for
lange »en ufortøvet og tjenlig secours (hjæ lp)« og under
strege, »hvor højt deres egen stats interesse herudi ver
serer (afhænger)«. Samtidig sendte Gersdorff vor anden
repræsentant Rosenvinge et par ord i egen hånd, hvor han
forsikrede, at København ville holde ud i sin modstand
mod angriberen. »Vi ville gøre som ærlige folk og mainte-
nere (hævde) os, så længe der er varmt blod i os, tagende
den højeste Gud for alting til hjælp«. Hvis Rosenvinge
kunne opnå en hastig hjælp af Amsterdam, »var det svar
(svært) godt«, slutter Gersdorff sit brev.87
Det er ganske smigrende for Holland, at også andre
danske øjeblikkelig mente, at det var stedet, hvor hjælp
var at finde. Generalkrigskommissær Ditlef von Ahlefeldt
havde straks henvendt sig til en hollandsk diplomat i
Hamborg, og bedt ham videresende et brev med de onde
tidender til Charisius pr. expres. Ahlefeldt var stærkt be
kymret over situationen, og frygtede, at »uden prompte
hjæ lp var der beklageligvis intet andet at vente, end at
Gliickstadt, Danmark, den danske konge, dronning og
kongelige fam ilie skulle komme i den svenske konges
magt«.88 En lignende henvendelse modtog Charisius fra
den kgl. kammerskriver Christoffer Gabel og fra handels