141 / 237
gørende imod. D. 5. ju li indløb der melding fra Frankfurt
om, at Sverige havde lidt et stort diplomatisk nederlag i
Tyskland.75 Den tyske kejsers valgkapitulation (hånd
fæstning) var blevet vedtaget i en stærkt antisvensk form.
Kejseren kunne efter den godt understøtte Polen imod
Sverige; men Frankrig-England måtte ikke støtte Sverige
udenfor Tyskland (f.eks. i Polen), hvis kejseren ville
undlade at støtte Spanien i Flandern (imod Frankrig-
England ).76 Herefter turde Sverige ikke begynde en ny,
uendelig krig i Preussen, hvorefter det ikke havde andet
valg end at gå til angreb på Danmark for derved at ramme
Holland gennem en Sundspærring.77
Og det skulle ske nu. Hæren var trukket sammen i Hol
sten; men den kunne ikke proviantere dér meget længere.
Den måtte også beskæftiges for ikke at falde fra hinan
den. Proviant, beskæftigelse og Sundspærring kunne op
nås ved et angreb på Danmark. En sejr ville tilmed øge
Karl Gustavs magtmidler og give ham fortræffelige ud
gangspositioner for videre kontinentale foretagender.78
Han ville endog vinde tid til et diplomatisk forarbejde.
D. 7. ju li vedtog et rigsrådsmøde krigen mod Danmark, og
d. 15. udstedtes ordrer om de militære forberedelser.79
Karl Gustav havde besluttet sig til at spille med livet som
indsats. Danmarks tilintetgørelse var blevet hans mål.
II
Det havde længe været en kendt sag, at Karl Gustav
samlede tropper og skibe i Kiel for at indskibe sig til en
ekspedition. Ingen vidste imidlertid noget nærmere om,
hvorhen den skulle gå. Der gisnedes om Pommern og
Preussen, hvorimod ingen nævnte Danmark.80 I Køben
havn havde man næppe heller tænkt sig en ekspedition
mod Sjælland, selv om man længe havde været urolig over
udviklingen. General Axel Urup og Reedtz talte allerede
Ø stersøpolitiken og Hollands hjælp til København
J
3 9