139 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
J
3 7
ninger, så han sig nødsaget til at vende sin vrede mod
Danmark.
Hidtil havde Karl Gustavs trusler blot bestået i den
svenske hærs forbliven i Danmark. Nu derimod hed det
bl.a., at »Jagh måste intet låta Dannemark så oneffst
(ustraffet) theras Malice skillia, och år mig Dannemark
så kårt som Pryssen, allenast at Jag må få Råderum at
hanthera och göra slut upå enthera sijdan«. Han uddybede
tanken med ordene: »Och år Oss tå så gott, att Wij hafwa
hår wåre wapn«.69 Han maner kraftigt sine forhandlere
til standhaftighed overfor de danske forhandlingsman
øvrer, og han fortsætter: »Mig år thet indifferent (lige
gyldigt) om the w illia sluta eller icke effter then ordre
eder giffwen ähr, ty Jagh måste weeta et cathegorisk
swar, at taga mine mesures (forholdsregler) ther efter,
och thet uthi tijdh, hälst ähr mig then puncten om en
fientlig örlogsflottes passage igenom Sundet alt för con-
siderable (betydningsfuldt), emedan och Beuningens egne
rapporter funderar sigh upå the förtröstningar, han haff-
wer uthaff dee Danske ministrer, att dem (hollænderne)
ingen præjudice (skade) härigenom skall kunna tillstöta,
vth i theres desseiner (planer)«.70
I de to rigsrådsmøder d. 20. og 24. juni drøftede sven
skerne ganske åbenlyst et overfald på Danmark, og flere
af de førende deltagere, såsom rigsadmiralen Karl Gustav
Wrangel og rigsråden, Gustav Banér, gik kraftig ind for
den sidste mulighed i Karl Gustavs spørgsmål, om man
skulle »slippe de små sager, som nu disputeres i Danmark,
eller søge med magt at ob tinere(få)sin ret«.71 Den militære
situation krævede efterhånden en svensk aktion, men Karl
Gustav havde kun to aktionsmuligheder: Preussen eller
Danmark. Et sandsynligvis langvarigt felttog i Preussen
forudsatte, at Holland hindredes i at gribe ind til hans
fjenders fordel. Dette kunne alene ske ved en sundspær
ring, da England stadig vægrede sig ved åbenlyst at støtte