134 / 237
1 3 2
Finn Askgaard
Der var to artikler i Roskildefreden, som i særlig grad
havde Hollands interesse. Det var artikel 2 og 3. Den før
ste fastslog, at de to parter skulle bidrage til »en stadigh,
evigvarande och oigenkallelig fridh« på den måde, at »på
begge sijdor renuncieras (opgives) och nphåfvas alle de
alliancer och forbundh medh andre, . . . . ehvem the vara
kunne, ingångne och oppråttade enthera (en af) parten
till pråjuditz (skade) och forfång (fortræd)«. Artikel 3
bandt parterne til »att icke tillstådia någon fråmmande,
fijendtlig orlogsflotta, ehvo den och vara kan, att passera
och lopa genom Sundet eller Beldt in uthi ostersidn , uthan
dedh sokia, hvar å sin sijda, effter all mdyeligheet at for-
hindra och afvåria«.53
Beuningen var blevet meget angst, da disse fredsbestem
melser blev ham bekendt. Han indså øjeblikkelig den
svækkelse af hollandsk indflydelse i Østersøområdet, som
de ville betyde, især hvis art. 3 blev ført ud i livet efter
svenskernes opfattelse. Ifølge den skulle alle andre flåder
end dansk-svenske udelukkes fra Østersøen. Allerede un
der forhandlingerne i Roskilde havde han søgt med en note
at hindre artiklernes optagelse i traktaten,54 - men for
gæves.
I tiden efter fredsslutningen virkede Beuningen på for
skellig måde for at reducere de omtalte artiklers betydning.
Situationen var den, at der efter fredsslutningen førtes
forskellige dansk-svenske forhandlinger, først og frem
mest om en nordisk alliance. En sådan alliance kunne kun
være rettet mod Hollands indflydelse i Østersøen. Ifølge
Karl Gustavs instruks til de svenske forhandlere var den
da også rettet mod alle, som kunne tænkes den »ingångne
fredhen, och det tillfollia alle andre Alliancers renuncie-
rande skuldh, anfåchta och troublera (forstyrre) w ille«.55
Beuningen greb derfor resolut ind, og det endnu inden for
handlingen rigtigt var kommet i gang. D. 6. april indgav