![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0131.jpg)
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 2 9
ikke stå uvirksom i ret lang tid; dertil var den alt for kost
bar. Allerede d. 15. april sagde Frederik III til Rigsrådet,
at troppernes indkvartering for landene var en byrde
»som de umuligt længe kunne udstå«.38
Rigsrådet forstod da også, at Sverige stod stejlt, og at
vi måtte »befri os fra den frygt og fare, vi formedelst de
res naboskab i stift Bremen, Pommern og Preussen er
undergiven«. Det anbefalede derfor kongen d. 22. april
1657 »at bruge de midler, som Gud og naturen har givet
Eders kongelige Majestæt i hænderne«. Målet for krigs-
politiken skulle være at »søge satisfaktion (erstatning)
for, hvad imod pagterne ubilligt er handlet, og ved trak
tater (forhandlinger) ikke kan erholdes (opnås), styre
ulovlig gevalt, maintenere (opretholde) kronens højhed
og regaler og bringe sine lande og undersåtter i rolig og
sikker stand«.39
Hermed var krigen vedtaget. Den blev dog først erklæret
1. juni 1657. Der er ingen grund til at skjule, at den dy
namik, der fremtvang den danske krigserklæring, var sat
i gang af hollændernes hensynsløse optræden i Elbing. Det
var derfor en af historiens uretfærdigheder, at udviklin
gen tvang Danmark ind i krigen på en sådan måde, at
Holland ikke blev nødt til at gøre det følgeskab.
Der er næppe tvivl om, at man i Danmark trods alt havde
håbet på støtte fra Holland. Ikke mindst efter at Holland
var gået med til den styrkelse af forsvarstraktaten d. 17.
jun i 1657, hvorved kontingentet som nævnt øgedes fra
4.000 til 6.000 mand.40 Dette håb fremgår bl.a. af det brev,
Frederik III sendte Generalstaterne straks efter krigsud
bruddet. Han udviklede heri den tanke, at det ret beset
var Danzig-politiken fra forrige år, man fortsatte. Dan
mark havde dengang kæmpet for handelens sikkerhed og
Danzigs redning. Kun derved kunne man hindre, at Sve
rige tilegnede sig »absolutum dominium maris Balthici«
9