126 / 237
124
Finn Askgaard
D. 12. jun i 1655 afleverede den svenske resident Magnus
Dureel i København en note til Frederik III. Den forkla
rede grundene til Sveriges krig mod Polen og hævdede
blandt andet, at Sverige ønskede at hindre et polsk
hollandsk flådesamarbejde i Østersøen. Da dette var imod
Danmarks interesse, håbede den svenske konge, at Dan
mark ville hindre en påtænkt hollandsk konvoj flådes ind
sejling i Østersøen.14 Frederik III var imødekommende
overfor svenskerne, skønt meningen fra svensk side var
tydelig nok. Man ønskede at afholde Danmark fra et sam
arbejde med Holland. Frederik IIFs reaktion er let for
ståelig. Han var naturligvis vel vidende om Hollands tø
vende alliancepolitik over for Polen og Brandenburg, og
han måtte mene, at den skulle prøves først.15
Danmark var dog langtfra roligt ved situationen. Og
værre blev det naturligvis med Sveriges store fremgang i
Polen. Således skrev Rigsrådet d. 25. aug. 1655 til Frederik
III, at man kunne frygte, at svenskernes fremgang »skulle
give dem anledning os at overfalde«.16 Endnu værre blev
det, da den svenske flåde lagde sig foran den store vest
preussiske havnestad Danzig og tog told af alle passerende
handelsskibe. Ved nyheden herom »havde Danmark nær
fået et slag [tilfæ lde] derover«, skrev Dureel hjem d. 8
sept.17 Danmark så i sin frygt hen til Holland som stedet,
hvorfra hjælp skulle komme, og man søgte at holde sven
skerne hen med forhandling om den nærmere svensk
danske alliance, som Dureel havde foreslået allerede i
jun i.18 Samtidig gjordes der visse militære forberedelser
fra dansk side.19
Det lykkedes også Danmark at holde situationen såpas
flydende, at det trods svensk pres ikke blev bundet af no
gen aftaler. Og den danske m istillid til Sverige synes nær
mest at antage en stadig mere fast form. Således skrev
Dureel d. 1. dec. 1655 hjem, at danskerne »har fattet den
faste indbildning, at det dog endelig [til sidst] skal gælde