125 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 2 3
desto mindre kom den til at betyde en svækkelse for den
hollandsk-danske indflydelse, idet krigens forløb havde
vist, at Holland pænt måtte dele magten på søen med Eng
land, Sveriges støtte. Selv om England havde mindre in
teresse i Østersøen end Holland, så måtte Holland dog i al
sin senere politik i disse farvande skele til konkurrenten.
Denne hemsko på hollandsk politik er meget mærkbar i
hele den forsigtige storpensionær Jan de W itts magtperi
ode (1653-72 ).10
Denne udvikling var så meget uheldigere, som Sverige
netop nu trådte ind i en ny, voldsom ekspansionsperiode.
Den førtes frem af den handlekraftige Karl Gustav, der
d. 6. juni 1654 var blevet udråbt til svensk konge. For ham
var Sveriges krigeriske storhed både et mål og en nødven
dighed. Hans logik var i al sin enkelthed den, at erobringer
er nødvendige for at opretholde hæren, og hæren er nød
vendig for at forsvare erobringerne.11 Han følte sig vel
skikket til sin gerning, ti, som han 19 år gammel skrev til
sin fader, »Gud har givet mig en levende attrå efter at søge
min lykke med sværdet«.12 Sjældent har en ung mand
leveret en mere rammende selvkarakteristik.
Af mange grunde kastede Karl Gustav sig i juni 1655
over Polen, skønt det først var efter lang diskussion, at
man således opgav et påtænkt angreb på Danmark. Den
hollandske alliance havde her gjort sin nytte. Et af målene
for den svenske krigspolitik var Preussens erobring, hvor
ved der ville ske en naturlig afrunding af de svenske be
siddelser syd for Østersøen. Det var en politik, man næppe
havde turdet forsøge i Hollands velmagtsdage, da der var
tale om nogle af Hollands vigtigste handelsområder, bl.a.
Danzig.13 Det betød dog ikke, at svenskerne kunne se bort
fra Holland, langtfra. Det var netop af frygt for en hol
landsk flådes eventuelle optræden i Østersøen, at sven
skerne nu begyndte en aktiv forhandlingspolitik i Køben
havn.