127 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 2 5
Danmark, hvor længe det [end] varer, hvilken mening det
er umuligt at betage dem«.20
Ved nytårstid begyndte situationen at se lysere ud. Hol
land rørte endelig på sig, og vedtog at sende en ambassade
til København, med tilbud om samarbejde. Den ankom til
den danske hovedstad d. 4. febr. 1656,21 hvor den naturlig
vis modtoges med glæde. Samtidig begyndte det at gå Karl
Gustav dårligt i Polen, hvor en stor folkelig opstand
skabte ham store vanskeligheder. Da der løb et rygte i Kø
benhavn om, at Karl Gustav var blevet omringet, »så det
ud, som Danmark ville røre på sig og havde alt ondt i
sinde«, rapporterede Dureel d. 12. april 1656.22 Da Karl
Gustav yderligere påny indledede en blokade af Danzig,
hvad der var lige forhadt i Danmark og Holland, så drev
man kraftigt på med den hollandske forhandling. Og Fre
derik III beordrede den danske resident Charisius i Haag at
afpresse Nederlandenes styrer Jan de W itt en »vigoureuse
resolution« (mandig beslutn ing). Han skulle påpege for
ham den dansk-hollandske fællesinteresse i, »at enhver må
beholde sit, og at den ene ikke må gøre sig til mester og
herre over alle, og at Danzig bliver udi den stand, som det
altid har været. At vi også varlig i denne tid hermed om
gås, gøres ikke heller fornøden at forklare. Staterne (Hol
land) kan gøre meget uden at sætte deres land udi fare,
som vi ikke kan«.23 Kort sagt, ville Holland yde noget, var
Danmark parat til medvirken.
Det så nu også ud til, at Holland ville handle. D. 29. maj
1656 dukkede en stor hollandsk flåde på 25 orlogsskibe op
ved Kronborg; den havde flere af de kendteste admiraler
ombord, således både Reuter og Tromp. Ikke underligt, at
»Danmark begynder nu at sætte ørerne op«, som Dureel
udtrykte sig.24 Trods visse betænkeligheder fra Rigs
rådets side blev der endelig sluttet en dansk-hollandsk
traktat d. 16. aug. 1656. Dens formål var at støtte staden
Danzig, hvis handel og selvstændighed Sverige truede med