130 / 237
1 2 8
Finn Askgaard
Danmark. Kom det nem lig til forlig, kunne Karl Gustav
tænkes at ville rette sin frigjorte hær mod Danmark - det
kunne endog tænkes, at han netop ville gå på akkord med
Polen, fordi Danmark lå forsvarsløst hen.34
Rigsrådet svarede kongen d. 30. dec. 1656, at det helst
så en »fast og bestandig alliance og forbund« med Hol
land, som det ikke tvivlede på, at Haag ville gå ind på.
Ikke des mindre forkastedes tanken af Generalstaterne d.
30. jan. 1657. Forhandling med den tyske kejser anbefale
des, og Polen-Rusland skulle opmuntres med, at Danmark
var i færd med »en anseelig magt på fode at bringe«. Om
hvervningen sagdes det, at det var »højst fornødent straks
at ske begyndelse«. Penge ville senere blive bevilget på et
stændermøde, hvorpå rigsråderne lovede at gå i spidsen
med hensyn til personlige ofre. Det nationale mandskab
måtte hurtigst bringes »i bedste skik«. Den fremtidige
politik måtte tilpasses efter forholdene.35
Forholdene bar således mod krig trods Hollands tilbage
holdenhed. Det spinkle håb, som Rigsrådet havde næret
om, at Sverige ville bøje sig for dansk oprustning, var fak
tisk bristet, før det var tænkt. D. 22. dec. 1656 skrev nem
lig Karl Gustav følgende ord til Dureel i København: »At
Danmark gør sig mange forfængelige håb om Bremen, det
skal med Guds hjælp ingen fare frembyde; og jeg skal,
næst Gud, give Danmark nok at gøre, hvis det kommer til
brud«.36
Stændermødet i Odense i ugen fra d. 23. febr. blev en
stor succes. Der gaves fuldkommen tilslutn ing til oprust
ningen, og de nødvendige bevillinger blev givet. Som Gers-
dorff skrev til de hollandske gesandter: »Stændernes for
samling i Odense er endt til stor tilfredshed for Hans
Majestæt med alle tilstedeværendes eenstemmige iver at
lade liv og gods for kongens og fædrelandets tjeneste«.37
Dermed var krigen i virkeligheden besluttet. Den store
hær, som nu hurtigt blev bragt på benene, kunne nemlig