135 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 3 3
han til den danske regering en memorial, hvori han m in
dede om, at Danmark iflg. traktaten af 1656 var bundet
til at holde ham orienteret om sin forhandling med Sve
rige. Desuden sagde han lige ud, at Holland kunne kræve,
at aftalerne ikke blev til skade for de bestående dansk
hollandske traktater, og dette gjaldt også de to omtalte
artikler i Roskildefreden.56
Faren for, at Danmark skulle slutte sig til Sverige, viste
sig dog hurtigt at være minimal. Der fremkom nemlig slet
ingen tegn fra svensk side på, at Danmark kunne opnå for
dele ved et samarbejde med Sverige. Tværtimod ødelagde
Sverige netop nu enhver chance for at opnå et dansk ven
skab, idet det gik helt ind for den gottorpske hertugs ublu
krav. Allerede d. 7. april havde svenskerne måttet rykke ud
med, at den svenske hær ikke ville rømme Danmark, før
end Karl Gustavs svigerfar hertugen havde fået opfyldt
sine krav.57 Da disse krav så yderligere blev øgede, ind
trådte der en krise. Det faldt i den franske gesandt Hugo
de Terlons lod at overbringe Frederik III denne uvelkomne
nyhed d. 11. april; og han kunne dagen efter fortælle, at
kongen var blevet »fuldkommen desperat, ville lade lykken
råde; man måtte tage alt. Sverige havde opnået en så for
delagtig fred, ville det nu for Hans fyrst. Durchl.s sagers
skyld stadig fare så hårdt frem, så værsågod«.58
I denne stemning kunne der naturligvis ikke skabes en
nordisk alliance. Da der den samme dag (d. 12.) afholdtes
et svensk-dansk møde om sagen, viste det sig da også, at
danskerne nu var ivrigst efter at sikre sig mod, at sven
skerne i ly af Roskildefredens artikel 3 skulle kunne
skride til nye overgreb mod Østersøhavnene. Handel og
skibsfart skulle iflg. deres indlæg forblive »upertuberit
(uforstyrret) og ugraverit (ubesværet)«, der måtte ikke
optages told i søen, og der måtte intet foretages, som
kunne krænke »nogen på sin hoyhed eller maris dominio,