136 / 237
1 3 4
Finn Askgaard
ret og frijhed«. Danskerne ville kun yde en hjælp på 10
orlogsskibe å 24 kanoner (mod det svenske forslag på 20
sk ibe), og denne hjælp skulle kun ydes, hvis krigen, der
begrundede den, ikke var »imod den andens sentiment,
eller och formedelst rettis [o: rettens] forbunds och ald
billigheds handgrebelig och udisputerlig offuertrædelser
blef foraarsagit«. Dette danske forbehold motiveredes
med, at »dette forbund icke till nogens schade eller præju
dice oprettet er«.59
Det er klart, at det var en støtte for Danmark at vide,
at Holland sympatiserede med det i denne sag. Det var
en yderligere hjælp, at Sverige aldrig direkte turde sige,
at det var Holland, der skulle rammes. Det turde end ikke
på noget tidspunkt klart forlange, at de dansk-hollandske
traktater skulle erklæres for opløste og bortfaldne. Men
grunden til Danmarks holdning må dog først og sidst sø
ges i dets egen velforståede interesse. Danmark havde in
gen anledning til at danne rygskjold for et Sverige, der
fortsatte ad erobringens vej og dermed til sidst ville true
Danmarks existens. Håbet om militær støtte fra Holland
syntes derimod ringe, idet Charisius stadig skrev om dets
ringe søudrustning og u lyst til krigeriske forviklinger i
Norden. D. 23. april skrev han endog, at Holland næppe
i øjeblikket var i stand til at hindre eventuelle svenske
planer mod Danzig.60 At forny krigen var der da heller
ingen danske, der tænkte på.61
Da Karl Gustav den 20. april modtog sine forhandleres
rapport om mødet med danskerne (den 12. april), var han
indviklet i en udenrigspolitisk generaldebat med sine rigs
råder. Efter de da foreliggende oplysninger var en krig
mod kejseren i Tyskland uønsket, da Frankrig ikke ville
støtte den.62 Der var håb om at manøvrere kejseren til for
lig med fransk diplomatisk hjælp, men det ville tage tid.
Uden et sådant forlig ville Karl Gustav nødigt begynde et
felttog i Preussen.63