140 / 237
1 3 8
Finn Askgaard
Sverige. Alt afhang faktisk i dette øjeblik af Danmarks
holdning til denne spærring.
Den svenske konge gjorde et sidste tilbud til Danmark
med sin ordre af 28. juni. To vedlagte bilag, som desværre
er ukendte, skulle tydeliggøre, »hwad consilium Holland
w ill fatta widh Närwarande tijdz conjunctur, nembligen
at secundera Dantzig, Brandenburg och andre Ware fien-
der tili Siöss, och dhet i östersiön , så at Wij icke annars
kunne judicera, än att the komma åter med en flotta ther
in beggie Chronorne till stoort præjuditz (skade), och
Wij på sådant fall intentioneradhe ähre, att maintenera
(hævde) Wår rätt medh all macht emoth wåld, hw ilket och
Dannemark så ratione hujus tractatus, som proprij sui
interesse forobligeras (såvel af denne traktats mening,
som af egeninteresse forpligtes til)« .72 Karl Gustav ville
gå så vidt som til at nøjes med et mundtligt løfte fra dansk
side om blot 8 orlogsskibe, medens han selv ville mønstre
40 skibe til Sundets forsvar. Men han føjede truende til,
at, »om Dannemark icke w ill sigh härutinnan positivé el
ler specificé förklara, så står an med subscriptionen (un
derskrivelsen), ty Jagh utaf en sådan tractat ingen säker-
heet haffwer, när dhe difficultera (gør vanskeligheder
med) att effectuera (sætte i kraft)«.73
Tiden løb imidlertid fra denne ordre, da de svenske ge
sandter først ville forelægge Sundspørgsmålet, når alle
andre stridsspørgsmål var klarede.74 Danskerne udsatte
samtidig forhandlingen med svenskerne, idet de d. 30. juni
sendte kongens fortrolige, adelsmanden Ove Juel til Karl
Gustav for at diskutere vigtige spørgsmål med ham, dog
ikke Sundspærringen. Denne udsættelse gav imidlertid
svenskerne et indtryk af almindelig, dansk uvillighed, der
givetvis har været til stede, og som utvivlsom t har øget
Karl Gustavs irritation.
Det væsentligste i den daværende situation var dog, at
den europæiske udvikling samtidig gik Karl Gustav af