146 / 237
144
Finn Askgaard
Når Holland handlede så ntroligt hurtigt, hang det
blandt andet sammen med Beuningens virksomhed. Denne
fortræffelige, energiske og vidtskuende mand befandt sig
på invasionstidspunktet endnu i København. Hans man
dige indstilling opmuntrede i høj grad de vaklende sjæle,
og hans løfter om hjælp fra Holland, hvis man ville holde
svenskerne stangen en rimelig tid, styrkede hoffets og
regeringens modstandsvilje. Frederik IIFs indstilling var
ganske i Beuningens ånd, når han udbrød, »jeg vil dø i
min rede«. For at opmuntre soldaterne og demonstrere
sin tro på fremtiden spredte Beuningen penge ud blandt
soldaterne, som længe ikke havde set deres sold.100 Men da
den første krise var overstået, blev Frederik III og Beu
ningen enige om, at der var mere brug for hans energi i
Holland end her. Hans afskedsbrev er dateret d. 8. aug.,101
så han er formodentlig rejst en af de nærmest følgende
dage. På grund af modvind blev han noget forsinket og
ankom først til Holland d. 21. aug.102
På netop denne dag havde som nævnt Generalstaterne
indtaget en principielt positiv holdning til hjælpen. Men
Beuningens nærværelse satte mere fart i det hele. Han
aflagde en fyldig rapport om forholdene i København d.
22. aug. og samlede næste dag sin opfattelse i 9 punkter:
1) Frederik III og hans m inistre mente, at København og
Kronborg kun kunne holde »i få uger«, hvis ikke der kom
hjælp udefra. 2) Hjælpen måtte være fremme senest om
6 uger, hvoraf 2 allerede var gået. 3) Hurtig besked om
vedtaget hjælp burde afsendes til de belej redes opmun
tring. 4) Selv om der ingen opgørelse fandtes over byens
levnedsmidler, antog man iflg. den hollandske resident
le Maires rapport,103 at der kun var forråd for en måned.
5) Holland var pligtig at sende hjælp iflg. traktaterne af
1649 og 1657, og Danmark havde intet håb om hjælp over
søen andre steder fra. 6) Hjælpen måtte ikke blot bestå
i mandskab, men også i forsyninger og »nogle penge«;