150 / 237
1 4 8
Finn Askgaard
forsyninger. Der skulle også i nødvendigt omfang stilles
krigsforråd (krudt, kugler og lunter) til disposition for
byens forsvarere. Han skulle endelig regelmæssigt skrive
rapporter hjem, og helst meddele hemmeligheder i kode
skrift.109
Et er imidlertid at tage en beslutning om en undsættel-
sesekspedition og at bringe det formelle apparat i orden -
noget ganske andet er at sætte beslutningen i scene. Det
skulle vise sig at volde betydelige vanskeligheder. Ganske
vist blev der arbejdet med en »sådan vigeur (kra ft), som
hverken i den engelske orlog [1652-54], eller [på] nogen
anden tid sket er«,110 og de deputerede ved flåden fik lov
at udpresse mandskab.111 Men det viste sig dog umuligt
at få flåde og tropper samlet til den 5. sept., som det i den
første optim istiske stemning var blevet bestemt. Det kun
ne måske også siges at være en smule sent, når Piichler
først rejste til sam lingspladsen Vlie d. 2. sept. og Obdam
d. 5. sept.112 Charisius var dog endnu fuld af håb, idet han
d. 3. sept. skrev til rigshofmesteren (J. Gersdorff) : »Jeg
kan ikke noksom skrive, med hvad iver denne stat dette
værk med Danmark apprehenderer (tager fat på ), uden
nogen refleksion på Frankrig og England at gøre. Så at de
til ruptur (brydning) med Sverige ganske resolveret (be
sluttet) er«.113
Imidlertid brød der en voldsom storm løs d. 30. august,
og det blev snart kendt, at den havde anrettet stor skade
på 5-6 skibe. Ikke uden skadefryd kunne den svenske resi
dent Appelbom d. 6. sept. skrive hjem fra Haag, at det nok
ville sinke af sej lingen et par uger.114 Han var heller ikke
sen til at benytte den kærkomne lejlighed til antidansk
politisk virksomhed. Selv om Holland satte Østersøhande-
len højt, idet man kalkulerede, »at den indbringer en ka
pital på 80 mill. årligt«, mente Appelbom det dog et forsøg
værd at prøve på at få dem fra deres forehavende.115 Så