155 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 5 3
Det var imidlertid umuligt at gennemføre forslaget. Det
var end ikke muligt for de deputerede at komme frem til
det møde, hvor sagen skulle drøftes med kaptajner og lod
ser. Deres skib strandede undervejs. De støttede dog deres
opfattelse ved at sende en bekræftelse på det umulige i
foretagendet, underskrevet af de fire mest anerkendte lod
ser.133 Flåden afventede derefter i de følgende dage bedre
vejr.
Et sidste stormløb mod den hollandske hjælpeekspedi
tion foranledigedes af le Maires ankomst til hjemlandet
d. 23. sept. Han havde været hollandsk resident i Helsingør
og havde opholdt sig i Kronborg fæstning under den sven
ske belejring. Han kunne nu bekræfte den sørgelige med
delelse, som man hidtil havde vægret sig ved at tro, nem
lig at Kronborg havde overgivet sig d. 6. sept.134 le Maire
aflagde en fyldig, mundtlig rapport om forholdene i Dan
mark d. 27. sept., hvori han fastslog Københavns mod
standsvilje og -evne. Især dvælede han dog ved svensker
nes antihollandske indstilling, ikke mindst personificeret
i general Wrangel. Straks efter overgivelsen af slottet
havde Wrangel opsøgt le Maire, der som omtalt opholdt
sig i fæstningen, og erklæret, at nu var Karl Gustav »Sun
dets herre«. Wrangel frarådede bestemt Nederlandene at
støtte Danmark, bl.a. fordi Cromwell havde lovet for hvert
hollandsk skib at sende 10 engelske. Desuden ville hjæ l
pen betyde krig mod Sverige, idet Karl Gustav utvivlsomt
ville efterleve sætningen: »Den er fjenden, som støtter ens
fjende i krig«. Selv om den svenske konge og de svenske
statsmænd den følgende dag havde søgt at simulere milde
og venlige mod Holland og dets handel, så var le Maires
tone og fremstilling afgjort antisvensk.135
Selvfølgelig søgte Appelbom at udnytte situationen,
i øvrigt efter højeste ordre. D. 5. sept. skrev Karl Gustav
til ham, at han nu forhandlede med Kronborgs komman
dant om overgivelse. Kongen regnede med, at Holland ved