151 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 4 9
snart han havde modtaget en skrivelse fra Karl Gustav
om grundene til overfaldet, indgav han en memorial til
Generalstaterne derom sammen med det kongelige brev.
Samtidig indgav han et andet brev fra Karl Gustav til Ge
neralstaterne, hvori han angreb, som Charisius skrev, Beu-
ningens »onde affection (ind stilling )«, og i øvrigt hævdede,
at aktionen »sker mere til Hans May.s egen forsikring end
[til] denne stats prejuditz (skade) anset er«.116 Til Cha
risius’ ærgrelse bevilgede Generalstaterne Appelbom en
konference, trods al den uvilje, der ellers vistes over for
Sverige. Det trøstede ham dog ikke så lidt, at flere af de
mest indflydelsesrige herrer lod ham forstå, at ingen nok
så gode tilbud fra Sverige kunne få dem til at indstille
hjælpen til Danmark. End ikke fransk-engelsk støtte til
Sverige skulle rokke dem, idet de »ham (Karl Gustav)
efter det exempel med Polen og Danmark såvel som efter
hans humeur (livsindstilling) ikke tro kunne«. Først når
København var sikret, og Karl Gustav havde rømmet de
okkuperede lande, ville man optage forhandling med ham.
Men de høje herrer anbefalede Danmark at takke Eng-
land-Frankrig for deres mægling ved Roskildefreden, og
demonstrere i London og Paris, hvorledes Sverige nu
havde sønderslået deres værk.117
D. 7. sept. ankom en expresgalliot fra Danmark med
Frederik IIFs brev til Generalstaterne, dateret d. 23. aug.
Han udbad sig heri hurtig hjælp ikke blot til København
og Kronborg, men også til Norge og Gliickstadt.118 Det
blev næste dag overgivet til adressaten med en memorial
fra Charisius, hvori han krævede øjeblikkelig afsendelse
af den forhåndenværende hjælp. Han gentog dette krav d.
10. sept.119 Charisius forklarede sig hollændernes tøven
med frygt for den svenske flåde, som efter de sidste op
lysninger var steget til 30 orlogsskibe. Under disse om
stændigheder mente hollænderne ikke at turde undvære
de skibe, der var havarerede under stormen. Og det skønt