156 / 237
1 5 4
Finn Askgaard
nyheden herom ville opgive hjælpen til København, men
»skulle de nu uagtet alle ræsoner (grunde) og persvasio-
ner (overtalelser)« alligevel fortsætte deres udrustning, så
skulle han holde et skib rede i Texel for at kunne sende
bud hurtigst, når flåden løb ud.136 D. 8. sept. notificerede
Karl Gustav overfor Generalstaterne, at Kronborg var fal
det; for at gøre et godt indtryk frigav han en del arre
sterede skibe og undskyldte deres tilbageholdelse.137
le Maire havde medbragt denne notifikation af 8. sept.,
og Appelbom sprang naturligvis øjeblikkeligt til. D. 25.
sept. søgte han at udnytte situationen med en memorial
til Generalstaterne. Han udtalte ligesom sin konge, at
Kronborgs fald ingen som helst skadelig virkning ville få
for Hollands handel. Men det, han især kredsede om, var
den hollandske hjælp til Danmark. Han førte her det argu
ment i marken, at Holland ikke var traktatlig bundet til
Danmark, idet den dansk-hollandske alliance jo var blevet
ophævet ved Roskildefredens artikel 2, som satte alle
Danmarks svenskfjendtlige alliancer ud af kraft. Appel
bom sluttede sit indlæg med at sige, at en uforstyrret
handel måtte være langt at foretrække for en unødvendig
krig.138
Skønt Charisius i de følgende dage levede i fortsat angst
for, at Kronborgs fald skulle skade hans lands sag,139 så
ophævedes denne virkning dog ganske af situationens an
dre momenter. Selv om Karl Gustav i to omgange havde
frigivet arresterede nederlandske skibe,140 så ville man dog
i al fremtid være prisgivet det stærke Sveriges luner. Fra
England skrev den hollandske ambassadør stadig om en
gelsk svækkelse efter Cromwells død.141 Og det svenske
parti svækkedes yderligere ved, at Brandenburg, kejseren
og Polen med en mægtig hær var rykket Danmark til und
sætning. Med en hær på ikke mindre end 37.000 mand og
et stort artilleri var de allierede brudt op d. 8. september
og stod allerede nu i Hertugdømmerne.142 Alt dette til