159 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 5 7
arriéregarden lededes af viceadmiral Pieter Floriszoon.
I alt bestod flåden nu af 35 orlogsskibe, 6 fløjter, 6 gallio-
ter og 4 brandere. Orlogsskibene var bestykket med i alt
1278 kanoner, og de havde et mandskab på tilsammen
4.221 matroser foruden et ukendt antal soldater, vel omkr.
1000 md. De tre eskadrechefer var naturligvis om bord
i de betydeligste skibe. Witte de W iths skib Brederode
førte 59 kanoner og havde 220 matroser om bord. Obdams
Eendracht førte ikke mindre end 72 kanoner og havde et
mandskab på 250 matroser. Pieter Floriszoons flagskib
hed Josua og havde 50 kanoner og 150 matroser.148 For
uden orlogsskibene havde der sluttet sig en hel lille han
delsflåde til. Den bestod af 28 ubestykkede både, »lastede
med sild, vin, løg, rodfrugter og allehånde andre levneds
midler«.149
Om morgenen d. 29. okt. havde Obdam kaldt sine
skibschefer til sig og givet dem ordre for dagen. Han havde
foreholdt dem, at de skulle gå tættest muligt ind under
Skånes kyst, for at undgå Kronborgs kanoner. Der lå nok
et batteri på stranden ved Helsingborg, men det ansås
med rette for mindre farligt. Når den svenske flåde duk
kede op, skulle alle tre eskadrer vende sig imod den, og
»angribe den med fuld kraft«. Obdam opmuntrede sine
folk til at gøre deres pligt og »mandigt angribe fjenden«.
Han bedyrede, at fædrelandet ikke ville glemme sine
»fromme soldater og ærlige officerer«, medens det på den
anden side ville straffe enhver efterladenhed hårdt. Til
sidst pointerede han kraftigt, at de største skibe skulle
opsøge de største modstanderskibe, ligesom det var en
ufravigelig pligt, at hver eskadre skulle holde sammen og
optræde som een enhed.150
Der var selvfølgelig ingen som helst overraskelse for
bundet med angrebet. Karl Gustav havde i hele den for
løbne uge haft patruljer ude langs kysten, og enhver af
fjendens bevægelser var blevet rapporteret. Alle de hol