165 / 237
at udruste nogle skibe, og trods belejringens øvrige be
sværligheder var det lykkedes at få udrustet 7 skibe. D. 26.
okt. blev deres mandskab forstærket med bådsmands-
reserven fra volden, og der blev på små fartøjer overført
200 mand af Livgarden (daværende Kongens Livregiment
til Fods) fra Kastellet.161
Samme dag, d. 26. okt., fik Henrik Bielke sin instruks
som flådens admiral. Skibene skulle han holde i sejlklar
stand, så de straks kunne stå ud og støtte hollænderne,
»saasnart fornemmes kand, at bemeldte hollandske oc
svenske flaade er kommen udi action oc fegtning tilsam
men, giørendes eders yderste flid efter søemands maniere
at giøre fienden ald muelig afbreck«. Kommandoforhol
dene blev ligeledes ordnede gennem instruksen. Flagskib
blev Trefoldigheden (på 64 kanoner), og det skulle føres
af kaptajn David Danell. Første viceadmiral Nicolaj Helt
skulle gå om bord på Hannibal (63 kanoner), og den
kendte Peter Bredal blev anden viceadmiral på Tre Løver
(65 kanoner). De øvrige skibe og kaptajner var Norske
Løve (44 kan.) kapt. Gellis Lennertsen, Grå Ulv (36 kan.)
kapt. Peter Jansen de Koningk, Set. Hans eller Johannes
(20 kan.) kapt. Søren Orning og Højenhald (6 kan.) kapt.
Peter Jensen Morsing.162
Det var rimeligvis først på selve slagdagen, at den dan
ske eskadre gik nord på. Da vinden var imod, gik det kun
langsomt, og den lille flåde nåede som sagt ikke længere
end til Hven, inden slaget var afgjort. Den danske hjælpe
sending havde dog ingenlunde været forgæves. Budskabet
om den var løbet i forvejen og har utvivlsomt indvirket på
de svenske militære dispositioner allerede under slaget. Og
Karl Gustav hævdede selv siden, at det var oplysningen
om, »at 9 til 10 (!) friske skibe fra København kom hol
lænderne til hjælp«, der fik ham til at blæse kampen af.163
I stedet for en ventelig forfølgelse af hollænderne skyndte
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 6 3
1 1
*