169 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
l ( j
7
Myndighederne synes at have gjort, hvad de kunne, for
at få samværet mellem danske og hollandske til at foregå
uden gnidninger. Der sendtes således en opfordring til
bispen om, at han skulle pålægge præsterne, »at de deris
tilhørere formaner, at en hver sig til at accommodere
(hjælpe) det hollandske oc os til secours (hjælp) frem-
skickede folch, så at de eij skal hafue aarsag sig at be
klage«.181 Man tog også fra dansk side konsekvensen af,
at hjælpetropperne talte et fremmed sprog og havde en
anden tro (Calvinisme). Universitetet blev den 10. novem
ber opfordret til at sørge for, at det blev muligt for hol
lænderne at holde gudstjeneste »med deris egen p ræ st. . .
i det nederste auditorio« indtil videre.182 Myndighedernes
bestræbelser synes fuldt ud at være lykkedes, idet der ikke
er efterladt vidnesbyrd om sammenstød af alvorligere ka
rakter mellem de indfødte og de fremmede.
De hollandske tropper gik ikke i land på een gang. Sol
daterne på de seks fløjter sattes fra borde den 5. og 6.
november.183 Det drejede sig om 18 kompagnier. De øv
rige 20 kompagnier befandt sig stadig som soldateske på
den flåde, der allerede den 3. november lagde sig foran
Landskrona havn.184 De kom først tilbage den 4. december
og er formodentlig straks gået i land.185 På grund af dår
lig kost og elendige pladsforhold var der nemlig en over
ordentlig sygelighed om bord, så stor, at Obdam allerede
den 10. november håbede på en ordre om snart at vende
hjem med hele eller største delen af flåden.186 Samme dag
havde Piichler i øvrigt henstillet til Frederik III at trække
soldaterne tilbage fra blokadeflåden ved Landskrona, da
så mange af dem var stærkt medtagne. Det skyldtes især
det dårlige vand, hævdede han.187
Det var imidlertid slet ikke de friske tropper, der først
sendtes i land. Det var de døde og sårede. Allerede om af
tenen den 29. oktober blev Obdams 37 døde bragt ind, og
det er formodentlig gået på samme måde for de andre