160 / 237
1 5 8
Finn Askgaard
landske skibe var blevet identificeret, og man kendte nøje
deres bestykning. Det havde været diskuteret i den sven
ske ledelse, om man ikke burde udnytte den fordelagtige
søndenvind og angribe den hollandske flåde under gun
stige forhold. Rigsadmiralen Karl Gustav Wrangel var
meget ivrig herfor, og kongens følelser trak i samme ret
ning. Franskmanden Terlon, der befandt sig i Karl Gu
stavs umiddelbare nærhed, fortæller, at det var fornuft
grunde, der fik kongen fra angrebsplanen. Det var imod
hans interesse at stå som angriber. Han risikerede derved
at komme i egentlig krig med Holland, hvorimod han ved
en defensiv holdning kunne vente, at Holland også frem
tidigt ville forblive i sin rolle som hjælpemagt og kun
sende Danmark den pligtige hjælp efter de dansk-holland
ske forsvarstraktater. Desuden ville Karl Gustav nødig
tage ansvaret for et nederlag, der skete ved et svensk an
greb, når flertallet af de tilstedeværende rigsråder anbe
falede en defensiv holdning. Herved blev det da. Den store
svenske flåde lå kampklar lige syd for Kronborg, men
den rørte sig ikke.151
Det var lykkedes Sverige at bringe en virkelig impone
rende flåde i søen. Den bestod af ikke mindre end 45 or
logsskibe, hvoraf de 14 dog var handelskrydsere. Den
havde en bestykning på ikke mindre end 1838 kanoner, og
der var i alt 6.649 matroser og soldater om bord. En stor
del af soldaterne stammede utvivlsom t fra belejringshæ
ren omkring København. Flåden var inddelt i 4 eskadrer.
Den første førtes af rigsadmiralen selv; hans stander va
jede fra skibet Victoria, der havde 74 kanoner og 370
mand (matroser og soldater) om bord. Anden eskadre før
tes af admiral Klas Bjelkenstjerna på Draken, der talte 66
kanoner og et mandskab på 296 mand. Tredje eskadre
havde Henrik Gerdtsson Sjohjelm på Cesar som chef; sk i
bet medførte 54 kanoner og 217 mand. Endelig ledede ad
miralløjtnant Gustav Wrangel fra Herkules den fjerde