161 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 5 9
eskadre; flagskibet havde 58 kanoner og 262 mand om
bord.152 Hin morgen d. 29. okt. var der overalt gjort klart
skib. Man ventede kun kampsignalet i form af skarpe
kanonskud fra fæstningens flagbastion.
Det var et ejendommeligt og spændende sceneri, der ud
foldede sig hin morgen ved Sundets indløb. Nord fra nær
mede den stolte hollandske flåde sig. Tidens mest erfarne
admiraler førte den, og tidens bedste søfolk stod til deres
rådighed. Spændt stirrede man fra Kronborg ud mod hol
lænderne, der hurtigt kom nærmere for en gunstig og
kraftig vind. Karl Gustav selv stod på batteriet, Terlon
stod ved hans side, medens hans dronning og mange
rangspersoner var ivrige tilskuere i slottets vinduer. Da
flåden henved kl. 9 nåede frem til indløbets smalleste
sted, midt imellem Kronborg og Helsingborg, trådte Karl
Gustav frem med en luntestok i hånden. Han pressede den
glødende lunte mod fænghullet på en af kanonerne og det
første skud faldt. Det var dog kun et løst salutskud. En
stund lyttede han efter en tilsvarende hollandsk hilsen.
Da den udeblev, sprang han hen til den næste kanon, iv
rigt hjulpet af Terlon, og bragte ligeledes den til skud.
Men denne gang var det skarpt. En afgørende kamp om
Danmarks skæbne var begyndt.153
Det viste sig med det samme, at Kronborgs og Helsing-
borgs kanoner på ingen måde kunne spærre Sundet. Dertil
rakte de ganske simpelt ikke langt nok. Men de blev heller
ikke til svenskernes fordel i kampens senere faser, da
disse udspillede sig for langt syd på. Så snart kanonerne
på Kronborg drønede, lettede den svenske flåde anker og
stod ud fra Sjællands kyst for at hindre hollænderne i at
nå frem til København. Ligesom Obdam havde tilsyne
ladende også Wrangel beordret sine chefer til at opsøge
modstanderens største skibe, især flagskibene, idet han
derved kunne fastholde hele modstanderflåden. Eskad
rerne var, som det også fremgik af Obdams ordrer, de