154 / 237
1 5 2
Finn Askgaard
flåden, at kraftige regnskyl havde tvunget store og små
skibe til at rebe sejlene. Desuden hindrede lavvande og
vindretning skibene i at gå ud, idet de 12-13 bedste lodser
bestemt frarådede noget sådant.128 Stormen blev stadig
kraftigere, og skibene måtte tilskodde alle porte og luger
og kaste extra ankre ud. Himmel og hav stod i eet, idet
luften opfyldtes af »torden, lynild, hagl og regn«. Ikke
desto mindre øgedes flåden i disse dage til 24 orlogsskibe
og 9 transportskibe (brandere og gallioter) .129
Der var imidlertid også vanskeligheder af anden art.
D. 10. sept. havde Generalstaterne besluttet, at hvert af
kompagnierne skulle øges med 25 mand, men der opstod
vrøvl med indskibningen, idet pladsen om bord øjensyn
lig var for ringe. Og d. 14. sept. beordredes de deputerede
til at gennemtvinge indskibningen hensynsløst, da trans
porten jo kun ville tage nogle »få dage«.130 Men ikke nok
hermed. Oberst Piichler mødte en skønne dag op på de
deputeredes jagt og viste dem nogle stærkt skim lede rug
brød, som han med rette erklærede for fordærvede og
uspiselige. Det var umuligt for ham at holde folkene i live
blot i 6 dage med sådan noget hundeæde. Og deres kamp
kraft ville forgå i hunger og sygdom. Obdam hjalp i
denne situation med noget af flådens forråd, og de depu
terede ville søge at skaffe noget hårdtbagt brød fra det
ostindiske kompagni.131
Generalstaterne ville imidlertid ikke anerkende alle
disse vanskeligheder som afgørende og pressede voldsomt
på for at få flåden ud. De var åbenlyst irriterede over, at
flåden, der var blevet meldt sejlklar d. 15. sept., endnu
ikke var kommet af sted. De foreslog, at man skulle gøre
det samme, som man engang gjorde under den engelske
søkrig, da kontrær vind hindrede flådens udsejling. Man
skulle ved nattetid prøve at bugsere orlogsskibene ud
med små både. Der skulle til orientering for styrmæn
dene tændes tønder og bakker langs ruten.132