153 / 237
ste han d. 17. sept., at flådens størrelse var stigende, nu på
21 »kapital-skibe«. Denne styrkelse var måske medvir
kende til, at Holland nu optrådte mere frimodigt over for
England og Frankrig. De hollandske ambassadører i Lon
don og Paris forsvarede den danskvenlige tanke, at Dan
mark »for sådan ulovlig violens (overgreb) og invasion
fuldkommen satisfaktion (erstatning) bekomme måtte«.
Især havde dette synspunkt en chance i Frankrig, hvis hof
»mægtigt improberer (m isbilliger)« det svenske overfald
på Danmark, »ikke for Danmarks skyld, men at kongen
af Frankrig således ikke når sin intention (hensigt), at
kongen af Sverige udi det romerske rige (o: Tyskland)
noget tentere (forsøge) skulle, og at den svenske magt med
tiden, synderlig (især p.g.a.) den korrespondance (for
bindelse) udimellem Sverige og England jalousi forårsage
måtte«.121
Den følgende dag kom Rosenvinge tilbage fra Amster
dam med et brev fra Frederik III til Generalstaterne, date
ret d. 5. sept. Heri gentager kongen sin bøn om hurtig
hjælp. For at opmuntre til undsætningen oplyste han, at
»ganske særlig har vi (Frederik III) i løbet af kort tid
bragt vor fæstning og residensstad i god forsvarstilstand
og ladet forskellige nye værker anlægge; vi holder stand
her ved Guds hjælp, ligesom også vore folk på Kron
borg«.125 Charisius indgav omgående dette brev til de W itt
og anbefalede ham at få flåden til at løbe ud hurtigst.126
Den føromtalte storm, der var brudt løs d. 30. aug.,
havde imidlertid ikke blot skadet skibene i Vlie havn, men
også de to eskadrer, der skulle hjemkaldes fra søen. Først
d. 7. sept. nåede admiral de W ith ind til hollandsk havn
uden master, og der ville gå en uge, inden de kunne rejses
igen. Obdams eget skib blev først fuldt sejlklar omkr. d. 20.,
og P. Floriszoons eskadre samledes først d. 16. sept.127 Alt
imedens begyndte der en ny storm d. 16., som atter gjorde
al udsejling umulig. D. 16. sept. skrev de deputerede ved
Ø stersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 5 1