142 / 237
1 4 0
Finn Askgaard
i jun i om muligheden af, at Danmark »kunne med eet slag
blive overfaldet og ruineret«.81 Og Ove Juel hævder selv,
at han advarede Frederik III mod et forestående svensk
overfald, endda flere gange, efter at han midt i juli var
hjemkommet fra sin diplomatiske sendelse til Karl Gu
stav. Men den præcise form, han i sine erindringer giver
advarslen, er dog nok præget af at være nedskrevet efter
begivenhederne.82 At man trods alt længe ikke rigtig har
troet på et angreb, turde bl.a. utvetydigt fremgå af, at der
ingen militære forberedelser iværksattes på Sjælland og i
København. Først i 11. time tænkte man derpå, måske in
spireret af et brev fra Terlon til Gersdorff,83 idet Frederik
III d. 2. aug. spurgte Rigsrådet, hvorledes man hurtigt
kunne befæste København. Han nåede ikke at få svar her
på, men Gersdorff udtalte d. 5. aug., at uden hjælp »kan
vi ikke holde det ud«, hvorfor han fandt det rådeligt at
tale med Beuningen om hurtig hollandsk hjælp, »om vi
blev angrebet«. Den antihollandske rigsråd, Christen
Skeel var som altid m istænksom og bemærkede, at »vi
skulle være [lige-] så faren med dem (hollænderne), som
med de svenske«.84 Som altid lammedes Rigsrådet af
uenighed, således at begivenhederne løb fra det.
På dette tidspunkt var aktionen allerede i gang. Den
endelige beslutning var blevet taget d. 15. ju li i Oldesloe,
og forberedelserne til den skæbnesvangre ekspedition sat
tes straks i værk. Skibe og tropper samledes i Kiel, og
snart var alt rede. D. 4. aug. indskibede godt 6.000 md.
sig i Kiel og satte kurs østud. Til Terlons forbavselse æn
drede sejladsen retning, da man nåede på højde med
Langeland, og flåden drejede nordpå. D. 7. aug. gik man
uden modstand i land i Korsør. 4.600 mand fodfolk, ca.
1.600 ryttere og lidt artilleri begyndte marchen mod Kø
benhavn.85 Terningerne var kastede.
Allerede d. 8. aug. var man i København blevet under
rettet om den forfærdelige nyhed; det bekræftede de onde