138 / 237
1 3 6
Finn Askgaard
skrev hjem den 24. april, at de polske, kejserlige og hol
landske statsrepræsentanter nok søgte at bruge Danmark
til egne formål, »mån att iegh skulle kunne underdanigst
forsikra E.K.M. (Eders kgl. Majst.) dådh deres rådh och
anslagh hår emoot tages, dådh kan iagh mådh ingen sa-
ningh seia«. At danskerne ikke er svenskerne venligt
stemt, siger Bielke, er let nok at forstå. »Mån någet emoot
oss nu at kunæ tentera (forsøge), derom tykes migh dådh
dee alle desperera, och måsteparten sokia att bliffva uthi
ro. .«. Selv danskerhaderen Coyet, der også var svensk for
handler i København, skrev den 8. maj til Karl Gustav:
»Medhel hafwa dee icke att uthruste någon flotta i åhr,
ey hafwa dee folck nogh, sine ågne fåstninger att be-
såttia«.65
Trods Danmarks afmagt mødte den forandrede svenske
politik naturligvis den mest hårdnakkede modstand. Re
sultatet var derefter, idet den svenske hær forblev i lan
det. Med hensyn til Sundspærringen kom man ikke et
hanefjed videre i løbet af den næste måned. Danmark gav
efter på en række punkter, men på dette ene stod man
fast. Danskerne indvendte bl.a., at det jo »kan hånda, att
K.M:tt. j Swerige kunde på Ostersion någon orått tillfoga,
skulle wij då wara forobligerade (forpligtede) att hindra
dett ingen finge komma dårin, sigh att håmpna«.66 Coyet
gav sin konge et råd efter hans smag, idet han udtalte:
»Om jagh får rådha, aldrigh skole dee slippa migh, forån
dee denne puncten admittera«, og det kunne gennemføres,
»om man fast dåruppå ståår«.67
Karl Gustav sendte d. 15. juni sine ambassadører en be
mærkelsesværdig ordre, idet det her er første gang, han
truer Danmark med en militær aktion. Han var netop nu
under voldsomt pres af forholdene i Tyskland, hvor Bran-
denburg og kejseren havde ratificeret deres alliance d. 28.
maj, og hvor kurfyrsterne stod sammen til værn om den
tyske fred.68 Da Holland tillige fortsatte sine flåderust