200 / 237
1 9 8
Sigvard Skov
ledes, at intet parti skulle kunne stødes«. Et par år efter
søgte Bering at slippe fra besværet med den ærefulde op
gave ved at købe en professor i Strassbourg J. H. Boeder
til at skrive værket for 300 daler.6 Det var måske ikke helt
så urimeligt, som det ser ud til. Boeder havde været kgl.
svensk historiograf under dronning Christina og havde
bl.a. skrevet om Torstenssonkrigen 1643-45, så han var
hverken fremmed for nordiske emner eller krigshistorie.
Boeder slog til, fik pengene, men skrev ikke bogen, så
Bering måtte omsider selv gøre arbejdet. Værket »Obsidio
Hafniensis« blev udgivet i 1676 efter Berings død af Bolle
Luxdorph. Bogen er på grund af sit internationale sigte
skrevet på latin, og Bering satte sin største ære i stilens
elegance. Skildringen er bred og vidtløftig, uden at der
egentlig fremkommer noget nyt eller bemærkelsesværdigt
i stof eller synspunkter. Det var et af sin tid æstimeret
værk, en bog, som endnu H. F. Rørdam kunne betegne som
»god«,7men som i dag blot er af snæver litteraturhistorisk
interesse. Det blev ikke dette officielle, men et anderledes
jævnt værk, skabt i nøje føling med og for det folk, der
gik til volds, led ilde og jublede over frelsen, der blev den
rette bog om belejringen. Manden, der med sin pen skulle
sætte sorgen, glæden og modet på prent, var præsten An
ders Matthiesen Hjørring.
En væsentlig bedre pennefører end Vitus Bering fik
svenskerne i Samuel von Pufendorf (1632-94), der i 1658
som ung tysk magister blev informator hos den førnævnte
svenske diplomat P. J. Coyet i København. Overrasket af
fredsbruddet blev han holdt i forvaring i den danske ho
vedstad i otte måneder, hvorefter han i 1659 fulgte Coyet,
der drog til Holland for der at modarbejde de danske in
teresser. Pufendorf kan således ikke siges at være per
sonlig fremmed for emnet Københavns belejring. I 1667
blev han professor i Lund, i 1677 rikshistoriograf, og i
1688 forlod han Sverige. Efter at have skrevet trediveårs-