205 / 237
Københavns belejring i litteratur og kunst
2 0 3
højmessen skulle begynde: »O hvor foer Folket aff Kirc-
ken paa hverandre, nogle ud af Vinduerne, nogle blev ned-
traadte, saa hver tyckte, de kunde ikke komme snart nok
i Gevær paa Volden. Saa det var neppe et halvt Kvarteer,
før Voldene var slet fulde, at Majestæten sellv, som det
saa, kunde sig ikke nok derover forundre«. Stormnatten
skildres kort og fyndigt: »Den 11. Febr. om Natten fra
Eet indtil Fem gik Stormen an for Kiøbenhavn. Aid Ver
den sig undrer om GUd’s Domme. Vores Reserva horde
Skyden uafladelig paa begge Sider, ja horde saadan Skraa-
len, Klagen, Hylen af de, der blev skudt oc brændt aff
Kugler oc Haand-Granater, ja Fiendens Couragii-Røst at
raabe: Fald an, dog gaaer de ret siungende og glade til
Volden«. Freden forkyndtes i følgende Vendinger: »27
May blev her paa Voldene skudt runden om tre Gange
Freds-Skud aff Styckerne og tre Gange Salve af Musque-
tererne baade af Borger oc Soldater, Danske oc Hollandske
runden om Volden. GUd give os det Gode. Amen«. Stadens
frelse var et mirakel, som varsledes af adskillige mindre
mirakler. Som typisk kan anføres følgende. Tre borgere
havde for bekvemmeligheds skyld under vagttjenesten på
volden indrettet sig en hytte. En dag, da kong Frederik
red forbi, gik de tre borgere ud for at hilse majestæten, og
just i samme øjeblik splintrede en fjendtlig kugle hytten.
Men traktementet, brændevin og kringler, der stod på bor
det, skånedes lykkeligvis. Med taknemlighed fremhæves
hollændernes hjælp og i forbindelse hermed, at mismodet
bredte sig, da en engelsk flåde viste sig i danske farvande,
»da torde Hollænder-Flaaden intet røre sig: Men da loe
Svensken«. Særlig stærke udtryk for had til svenskerne
møder man ikke, men lejlighedsvis en kristen medliden
hed med de fjender, det gik ilde. Derimod er Hjørring
bitter overfor værnemagere og collaboratører, »de som
med Svensken haver havt Slabberatz med deres Hvklen og
Underfundighed«.