208 / 237
2 0 6
Sigvard Skov
stof i form, som han med sin friske opfattelsesevne havde
registreret, og som han var så levende engageret i. I sin
gerning fik han for Holmens folk i stedet for det forfaldne
sygehus indrettet et nyt hospital i sejlhuset,10 som der blev
god brug for. Pligtopfyldende overfor det, der var ham be
troet, virkede han, som Hjørring for sine lemmer, ivrig for
at skaffe sine patienter tålelige kår. Med hans varme
hjerte kom nok hans humanitære indsats i første række,
den litterære i anden. Selv om han lejlighedsvis kan bruge
stærke eller bitre ord om svenskerne, slutter han sit værk
med dette fromme ønske: »Gud regiere os alle med sin
hellig Aand oc Danmarck med Sverrige i Naboelig Kierlig
hed ævindeligen forbinde«.
I 1662 fulgte Wallensbech med Hannibal Sehesteds am
bassade til Paris, og her døde han samme år.
En af de studenter, der i de kritiske dage meldte sig
frivilligt til studenterkorpset,11 efter hans eget selvglade
sigende: en af de allerførste, var Johan Monrad (1638-
1709). I sine langt senere udgivne erindringer dvæler han
ved de dage, da studenterne måtte trille med hjulbør til
voldenes udbedring, stå vagt i frost og sne og lejlighedsvis
krybe i ly i de hytter og huler, som de havde indrettet sig
i volden. Dog efter at have skildret disse viderværdigheder,
som han næsten synes at have været mere ked af end fjen
dens »gloende kuler«, så forsømmer Monrad, der stedse
følte sig under Himlens særlige beskyttelse, ikke »att tache
Gud, som saa synderligen førte mig igiennem dend for
færdelige Tijd« endog i den grad, at han kunne drikke
vin, da øllet i fjorten dage var sluppet op.12
Det synes rimeligt, om denne epikuræiske tone også
kommer til orde i belejringens litteraturhistorie i en pud
sig kontrast til de to filantropiske kirkemænd.