46 / 237
4 4
Gunnar Olsen
for at få brændsel, hedder det, at nogle godtfolk bar over
med dem i deres nød, når skaden ikke blev stor og ulæge
lig. Men de, som ikke selv havde prøvet noget ondt, kunne
for ringe ting rejse stor trætte og søgsmål med de fattige,
men øvrigheden ordnede det da således, at der ikke gik
nogen skam over de fattige. Den gjorde forskel på det, der
var gjort af nød og tvang, og det, der var gjort af fortræd
uden trang. Den så på, hvad de fattige kunne tilkomme og
tåle, og på det, som de rige kunne ndstå og vel forvinde,
og den forstod, at retten ikke burde sættes over kærlighed
og kristen medlidenhed.71
Den væsentligste ting var at skaffe de fattige del i de
sparsomme forsyninger til nogenlunde rimelige priser.
Også her overvågede øvrigheden forholdene. Hjørring si
ger, at man holdt god orden, hvad angår fødevarer og ilde-
brændsel af betydning for de fattige. Ingen måtte op-
prange for siden at ndprange for meget blodigt til de fat
tige. Den rige skulle ikke indsam le alt til sig og sine. »Her
turde vel have været en part skindere og prangere, som
skulle vel været tilfreds, de havde suget den fattiges blod,
her turde og vel været de fundne, som skade aldeles intet
i denne krig og denne belejring, men mangen fattig mand
og hans børn forvinder den aldrig, medmindre øvrigheden
vil udi nåde komme dem til hjælp«. »Der skulle været de,
som aldrig skulle agtet om deres fattige næste, men skullet
skrabet tilsammen ved egen og andres middel og hjælp
alt det, de kunne opspørge fal at være og siden udi lod og
kvint til største åger det til fattige folk at udbringe«.72
Modtrækket mod spekulationen i den almindelige nød
var dels maksimalpriserne, dels at de 32 mænds råd, der
blev etableret i marts 1659, fik til opgave at fungere som
forsyningskomm ission.
Det var dog først i efteråret 1659, der blev udstedt en
direkte forordning imod forprang. I denne hedder det
bl.a.: »Eftersom dagligen fornemmes, at adskillige vik tu