48 / 237
4 6
Gunnar Olsen
at hvad Gud tilskikkede kunne også komme fattige, små
og umyndige til bedste, at Gud af nåde bevægtes til at lade
os få nødtørftigheden. Men havde ingen tilsyn været, og
de gerrige rige måtte have rådet sig selv, fattige folk til
udsugelse, ville Gud visselig have blevet vred og lukt til
for velsignelse«.78
Ro og orden
De sociale foranstaltninger har åbenbart bidraget deres til
at holde befolkningen sammen under belejringen og h in
dre den indbyrdes splid, der kunne være blevet skæbne
svanger for byen. Ro og orden søgte man dog også frem
met på anden vis. Det havde egentlig forekommet natur
ligt, om man havde foretaget en koncentration af magt og
myndighed og lagt denne i m ilitærets hånd, altså indført
det, der senere teknisk betegnes som belejringstilstand,
men man gik tværtimod den anden vej og begrænsede m i
litærets magt ved at lade standsdelingen gælde usvækket
indenfor forsvaret, hvad der synes at være et uom tviste
ligt vidnesbyrd om, at man strakte sig så langt som mu
ligt for at undgå provokationer af borgerne.
Forsvarsstyrkerne blev inddelt i fire stater. Den første
var hofstaten, den anden, den gejstlige, indbefattede præ
sterne og universitetet, den tredie borgerstaten, »som
udi denne belejring måtte være den fornemste«, tilføjer
Hjørring, og den fjerde militæret.
Hjørring forklarer nøjere, hvorfor denne deling var hen
sigtsmæssig: »Var det såre vel betænkt, at enhver kunne
vide, hvem han havde at svare og lade sig kommandere af.
Det var vedtaget, at den ene øvrigheds mænd ikke kunne
indgribe i den andens embede og øvrighed. Ellers var det
aldrig gået vel af. Thi dersom en kaptajn, fordi han havde
haft sværdet, måtte have haft den myndighed til at stokke