47 / 237
Borgerne under belejringen
4 5
alier udi denne besværlige krigstid, som af fremmede hid
føres, udi stor ubillig dyrke sælges og forhandles fornem
melig af den årsag, at høkere, forprangere og høkersker
udi stor mængde sådanne fremmede, straks når de an
kommer, ud på reden og ved toldboden søger, og hvis va
rer, de medfører, til stor dyrke opjager og opkøber og si
den endda dyrere udpranger, andre indvånere her udi sta
den til stor skade og nackdel«. Der bestemmes derfor: 1.
At ingen skipper må sælge noget, før 4 af de 32 mænd har
akkorderet med ham om prisen, og at høkeren ikke må
købe, før varerne i tre dage har været udbudt til borger
skabet. 2. At ingen varer må sælges uden for toldboden.
3. At ingen skibe, der er kommet til havnen, må sejle igen,
før de har fået byens brev. 4. At ingen varer må udføres
fra byen uden tilladelse. 5. At alle høkere skal have deres
navne optegnede, så de kan holdes under kontrol.73
Havde øvrigheden ikke gjort det, skulle man have set
stor jammer overgå de gemene ret for nogles prangeri og
udsugning, siger Hjørring.74
Ligeledes bestræbte man sig for en vis fordeling af
brændselet. Da en stor vedflåde kom til København, fik
alle, der kunne formå at købe noget, en del af det, nogle
en hel favn, andre en halv, ja, endog de helt fattige fik de
res part.75
Undertiden, når nøden var særlig stor, lod kongen ud
dele rug blandt de fattige. Også de rene fattiglemmer slap,
ifølge Hjørring, nogenlunde gennem tiden, dels fik de af
de fattiges ringe forråd, dels gik de til godtfolks døre »og
fornam ret stor mildhed i en ond og dyr tid«.76
For de sårede og kvæstede sørgede man også, så godt
man kunne. Der blev indrettet et almindeligt kvæsthus,
og dette havde præster, badskærer, spisemestre, piger og
kvinder til at tage sig af dem.77 »Det er de enfoldige, som
tør sige det«, konkluderer Hjørring, »at efterdi øvrigheden
havde sådan forsorg for fattige gemene og bekymrede sig,