36 / 260
26
ledet a f Skuespilhuset i København, siger Tha lia saaledes til
Publikum:
Du, som h a r le e t saa tidt af T rop ,
Nu slider Du jo selv Dig op
I Sold hos han s uægte Sønner,
Hvo ra f en u d b r ed t F lok man skønner:
Som f. Ex. Figaro,
Hv em i en Rus han avlet ha r
Med Madame Voltisubito,
Hvo rfo r og Sønnen blev en Nar.
I et senere Hæfte sigter
Heiberg
til F igarofesterne, naar han
i Rosenborg-Monologen lader Slottet tale saaledes:
Med S to lthed jeg min Ungdom for T ank en ser at staa,
H v e r Dag jeg skued Feste r, bar Ly s i h v e r en Vraa.
Hvad nu mig vil belyse — ja, nok maa jeg mig skamme —
Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske F lamm e .
»Nye Intelligensblade« g iver paa
Carstensens
Vegne dette
ganske væ rd ige Svar: »Naar Prof.
H eiberg
i et Digt om Teatret
ka lder F iga ro en Nar, der er et Barn a f Trop og Mad. Vo lti
subito, saa er dette dog i alt Fa ld en Vittighed, der kan lade
sig høre, skønt den i »poetiske V ignetter til et malerisk Atlas«
er upassende nok; men naar han i et senere Hæfte med V e l
behag erindrer sig den og tildels gentager den, bliver den na
turligvis derved endnu mere upassende, næsten triviel. A t kalde
sin Modstander en »Nar« er dog sandelig en altfor tarvelig
Morskab og g iver en saare ringe Forestilling om Forfatterens
vis com ica
.«
Den 10. Juni 1842 va r »Perspectivkassen«, den lille D y re
havsscene a f
H enrik Hertz,
bleven opført for første Gang med
F ru
Heiberg
som Nybodersdrengen Christian. Mod den Kritik,
der rejstes i Pressen, tog
Hertz
selv til Orde i de Heibergske
»Intelligensblade«. Han sigter bl. a. til
Carstensen,
naar han
her taler om »Mænd, hvis æsthetiske Meninger ikke et Men
neske i Landet har Respect for«, og om »usandfærdige Refe
renter»; paa hver enkelt a f disse vil han anvende Matrosdren
gens Replik i »Perspectivkassen«:
Ole siger, han er en Mand uden Kundskab;
Og saa komme r han ikke vidt med sin Ondskab.