40 / 260
30
takkede og gik min Vej med den T rø st, at nu var Sagen afgjort.
Det v a r jo endog saa ganske sm igrende for mig, at m ine Digte skulde
gemme s til det nye Ugeskrift.
F i g a r o kom , Uge efter Uge, men uden
B øgh s
Digte. Festi-
noerne forflyttedes fra Ridehuset til Kongens Have. Aftenen
før den første a f den nye Ræ kke Fester faldt det
E r ik Bøgh
ind — mere for Lø jer end for A lvo r — , at han dog maaske
endnu kunde faa et Pa r Fribilletter i Honorar for de heden
gangne Digte. Han sk rev en høflig Forespørgse l om deres
Skæbne og bad om at maatte hente Svar den følgende Morgen.
Da jeg kom for at h en te det, blev jeg mod tage t af T jene ren .
H e r r e n v a r allerede gaaet ud, men han havde ganske rigtig med
elskværdigt Galanteri efterladt to B ille tte r til Festen , som h an bad
mig benytte.
Men Digtene? —
»Ja, han sagde rigtignok noget om nogle Digte« — svarede T je
ne ren — »men det forstod jeg ikke rigtig, for han havde saa travlt«.
Af den Maade, hv o rp a a h an søgte at snakke sig fra Sagen, saa
jeg, at han baade v a r en fiffig og forstand ig Karl.
»Naa saaledes« — sagde jeg med et fo rstaaende Smil. — »Han
h a r sm idt dem væk? Sig det kun r en t ud, saa slippe r jeg for at
løbe h e r tiere«.
»Ne—e—ej — sm idt dem væk, det h a r han vist inte« — svarede
T jen e ren alvorlig — »men na a r De vil vide, hvad j e g tro r, saa h a r
han f o r l a g t dem, og det for meget længe siden!«
»Saadan kan det jo ogsaa forklarés!« — in d rømm ed e jeg og
takkede for god Besked.
I Begyndelsen syn tes jeg, at det var uforsvarligt saaledes at
»forlægge« en ung Fo rfatte rs »haabefulde Arbejder«, men nu e r jeg
h am taknemlig for den Maade, hv o rp a a han blev min »Forlægger«.
Georg Carstensen
va r blevet en a f B yens mest omtalte Mænd.
Han tjente Penge, og han vidste at bruge dem. Er der alligevel
ikke n o g e n Overdrivelse i de noksom kendte T ræk , der be
rettes om hans rent ud meningsløse F lothed?
Georg Carstensen
va r ganske vist en Levemand , men rigtignok en Levem and
med den fineste Levem aade, ingen brovtende Parvenu. Man
maa vist trække adskilligt fra, hvis man rigtig skal til at gen-
nemgaa, hvad der er overleveret om hans ødsle Vaner. Men
han har jo nok væ ret Borgerskabe t en Brand i Næsen, naar
han som en ung F y rs te tog Promenaden i Besiddelse, en stil