39 / 260
29
ikke meget punktlig, ikke i Besiddelse a f nogen udpræget Or
denssans, men a f en personlig E lskværdighed, der i det givne
Ø jeblik kunde v irke afvæbnende.
Som Huslærer hos Forpagteren paa Farumgaard havde
den knap tyveaa rige
E r ik Bøgh
forsøgt sig med et ubetydeligt
Digt, der gennem en Mellemmand blev forelagt
Georg Car-
stensen .
Komm issionæren kom tilbage med den Besked, at
Carstensen
vilde optage Digtet i P o r t e f e u i l l e n , og at han
med Glæde modtog flere a f samme Slags. Svimmel a f L ykk e tog
den unge Huslærer ind til B yen og indfandt sig hos
Carstensen
for at overrække ham en halv Snes romantiske Ballader.
Manden havde — fortæller Bøgh — øjensynlig meget travlt,
m en galant til det yderste takkede han mig for det første Digt,
lovede hu rtig st muligt at gennem læse de tilkomne og undskyldte, at
han s T id v a r saa optaget med en Festino, der samme Aften skulde
ho ldes i Ridehuset, og hvortil jeg »endelig maatte gøre ham den
Glæde at benytte disse Fribilletter«.
Altsaa: jeg takkede, og skønt jeg va r saa uvan t til at omgaas
literæ re Folk, opfattede jeg bedre end Klienter i Almindelighed, at
jeg ikke tu rd e spilde et Sekund af han s kostbare Tid, men hurtigst
muligt skynde mig ud ad Døren og ned ad T ra p p e rn e med Billetterne,
— de første Spo rtler, mine Vers havde indbragt mig.
Festinoen va r glimrende, Musiken fortryllende, og jeg var næ r
ved at be u nd re mig selv i min nye Egenskab: Frigænger. Dog
glædede jeg mig endnu mere til min Værdighed som Medarbejder
af P o r t e f e u i l l e n og aabnede med haabefuld Fo rven tning hvert
af den s følgende Num re.
Der g ik en hel Maaned, uden at Forventningen om at se
Digtene, eller dog et a f dem, i P o r t e f e u i l l e n blev opfyldt. Den
utaalmodige unge Digter indfandt sig atter hos
Georg Carstensen.
Da T jen e ren havde meld t mig og aabnede Døren for mig, hviskede
han, at han s H e rre kun havde et P a r Minutter tilovers: han skulde
have en Festino om Aftenen.
Jeg vilde derfor fatte mig ganske kort, men næppe havde jeg
aabnet Munden, før han meget venlig afbrød mig med de Ord:
»Ah — , nu kender jeg Dem igen. De vil spørge mig om Digtene?
F o r dem kan De være rolig. F ra i. Juli sker der en Forand ring
med Ugebladet, og til den Tid ha r jeg gemt Deres Digte. De vil
komme til at begynde i et af de første Num re af F i g a r o . Gør
mig den Fornø jelse at benytte disse Fribilletter til Festinoen i
Aften, — saa træffes vi maaske dér! — Undskyld!«
Han saa
paa sit Uh r, og jeg forstod, at Audiensen var forbi, bukkede og