130 / 302
111
den værste af alle Byer. „Livets Glæder er tyndt saaet mellem
Sand og Stene der,“ var hans Omkvæd.1 Vort Sprog satte han
lavt. „God Nat,“ endte han et Brev til sin Søster, „Du siehst,
dass die Müdigkeit mich zum Dänischen herunterstimmt.“ 2 Slige
Stemninger gik endnu videre og blev til utøjlet Haan mod hele
Folket, som i et Spotvers, der ender med at sige:
„Den Dänen, sey es Gott geklagt,
ward Wein und Geist zugleich versagt.“
Ved sin Hjemkomst til København i December
1773
skrev
han til Voss: „Sie fragen mich was ich als Däne thue. Als
Däne schmause ich viel und spiele oft bis in die Nacht, gehe
nach Hofe und beuge meinen freygebohrenen (nicht freyen) Rücken.
Ich wolte, dass ich mehr Anlage zum satyrischen Dichter hätte.
Doch nein! für einen Juvenal gehörten entartete Römer. Diese
hatten noch immer grosse Züge, aber der Dänen Hauptkarakter
ist das kleine.“ 4 Efter i Januar
1776
at være vendt hjem fra
en ny længere Rejse i Tyskland skrev han i Marts, hvor lykkelig
han følte sig hos Slægt og nogle ægte Venner og Veninder, „es
versteht sich, dass kein Däne drunter ist.“ 0
Med saadanne Stemninger siger det sig selv, at Indfødsrets
loven skabte stærk Bitterhed ikke blot hos ham, men i hele
Kredsen.
Louise Gramm, hvis Tunge om mulig var endnu
krassere end Fr. Leop. Stolbergs, kunde trods Bernstorfts alvor
lige Advarsler ikke beherske sig, og der faldt mange Ord, der
bragtes videre og skaffede Fjender, som Bernstorff ønskede at
skaane hende for, men som hun lod haant om.6
Hoffets stærke nationale Politik, Schack Rathlous og Eickstedts
Tilslutning dertil, det staaende politiske Modsætningsforhold mellem
Bernstorff og alle, der holdt ad Hoffet til, skærpede Bitterheden.
Hos de kongelige Herskaber og deres Yndling var det ikke svært
at fmde Stof til Kritik og Spot; det trivielle, aandsforladte Hof
liv
ogGuldbergs ufrisindede,
bornert ortodokse Syn vakte Ringe
agt og Harme; der var ikke de æstetiske Dumheder, man ikke
tillagde dem. Fr. L. Stolberg naaede i Løbet af Foraaret
1776
at lægge sig voldsomt ud med Hoffet og flere af Bernstorffs
danske Kolleger. Bernstorff skrev om sin Svoger, som han i