125 / 302
106
mest Bernstorffs Isolation, men samtidig var der umiskendelig
selskabelige Forhold og Forhold i hans Familie og Vennekreds
som kun kunde bidrage til at fjerne ham haade fra Hoffet og
fra hans danske Kolleger.
Allerede i
1773
gled Bernstorffs daglige Liv ind i de Former,
der bevaredes i de følgende Aar.1 Hans overvældende store Ar
bejde og den urokkelige Pligtfølelse, der aldrig lod ham skyde
noget over paa andre, bestemte hans ydre Tilværelse. Det blev
et ihærdigt Arbejdsliv med Afkald paa saare meget af det, der
før havde været hans Glæde og Adspredelse. Medens de øvrige
Ministre tog sig store Ferier, Schack Rathlou paa Rathlousdal,
Thott paa Gaunø, tog Bernstorff aldrig fri. Han havde, da han
traadte ind i Konseillet, betinget sig en Ferie hvert andet Aar,2
men han benyttede sig aldrig deraf. Altid laa der Arbejde nok
til ham, og var de udenrigspolitiske Forhold rolige, saa frygtede
han Uro ved Hoffet, eller at uvedkommende Indflydelser skulde
gøre sig gældende imedens. Ikke en eneste Gang i de otte Aar
besøgte han sine Godser eller Slægt og Venner i Holsten og
Nordtyskland. Naar Ditlev Reventlow om Sommeren var paa
Fyn eller Lolland, vilde Bernstorff gerne træffe ham, men det
naaedes ikke. Til Schimmelmanns dejlige Hellebæk kom han
først efter sin Afskedigelse i Julen
1780
; kun til Familiens
nære Veninde Fru Løvenskjold paa Løvenborg naaede han et
Par Dage en enkelt Gang. Bortset fra Turene til Fredensborg,
Frederiksborg eller Jægerspris, naar Hoffet opholdt sig der om
Sommeren, faldt hans Veje kun mellem København og Bern
storff. Det stærkt selskabelige Liv ved Hoffet eller hos hans
Kolleger tiltalte ham ikke; han bøjede sig selvfølgelig for sin
Stillings Krav og gav selv store Diplomatmiddage og andre Sel
skaber, men alt sligt var ham imod, og naar Hoffester om For-
aaret tvang ham til at blive i København, var han ganske for
tvivlet. I Anledning af store Fester for Hertug Ferdinand af
Brunsvig skrev han, at sligt var ham det værste af alf. „Man kan
ikke blive borte, og det er i Sandhed en ringe Erstatning for
ikke at høre Nattergalen og for de smukke Dage, som man ikke
faar Lov til at tilbringe paa Landet.“ Til Selskaber kom han