131 / 302
112
øvrigt holdt meget af, at han absolut ikke var skabt for Hoffet
eller for dem, der raadede der; hensynsløst og ikke altid retfær
digt lod han sit Vid spille over alt og alle; i flere Kredse vai
han frygtet og havde Fjender, der søgte at ramme ham, hvor de
kunde.1 Hans Vid var nok særlig gaaet ud over Schack Rath-
lou, til hvem Stolbergerne nærede et ærligt Had, da de mente,
at han ved alle Lejligheder forraadte Bernstorff. Denne havde
søgt at undskylde sin Svoger med Ungdom og Letsind; men
Schack Rathlou var yderst forbitret, Eickstedt, Guldberg og Her
skaberne ikke mindre. Dette skabte Vanskeligheder, da Fr. Leop.
Stolberg netop samtidig fik Tilbud om at blive eutinsk Gesandt
i København. Hoffets Tilladelse til at forlade dansk Tjeneste
maatte helst opnaas og i ethvert Fald dets Indvilligelse i at mod
tage ham som oldenburgsk Gesandt. Bernstorff var ikke lidt i
Forlegenhed med Sagen; han havde absolut intet gjort for at
fremkalde Tilbudet, der foruden Hertugen af Oldenhurgs og dennes
Minister Holmers Interesse for Stolbergs Digtning ogsaa skyldtes
Ønsket om til Gesandt at faa en Mand, der stod Bernstorff saa
nær. Men da Forslaget nu forelaa og var en Lykke for Svogeren,
hvis Karriere i Danmark foreløbig var forspildt, og for hvem
Bernstorff ansaa en fast Stilling for en Fordtd, mente han ikke at
kunne fraraade ham det. Loyal som altid gik Bernstorff direkte
til Hoffet med Sagen. „Jeg vil tale derom med al mulig Op
rigtighed. Jeg vil hverken tigge eller tage heftig fat; jeg vil i
det mindste faa at se, om man har saa megen Godhed for mig,
at man kan tilgive en ungdommelig Forløbelse af en Mand, der
ellers har mange smukke Egenskaber.“ Hoffet tog meget pænt
paa Sagen; Guldberg anerkendte udtrykkelig Bernstorffs noble
Optræden, og Resultatet blev, at man uden at gøre Vanskelig
heder gik ind paa Stolbergs Ønsker. Guldberg skrev til Schack
Rathlou derom og søgte at overtyde ham om, at man ikke med
Billighed kunde have handlet anderledes, og haabede, at heller ikke
Schack Rathlou vilde have ladet sin berettigede Vrede hindre „et
ungt Menneskes Lykke, hvad Herskabets hekiendte Ømhed og
Samvittighed ej heller tillod.“ 2
Hoffets Bitterhed mod Fr. Leop. Stolberg og hele Kredsen