Previous Page  126 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 126 / 302 Next Page
Page Background

107

saa sent som muligt, førte de obligatoriske Samtaler med de frem­

mede Diplomater, satte sig saa til Spillebordet for hurtigst muligt

at bryde op, naar Partiet var endt, ofte før Souperen, naar denne

kom sent.1 Som han undgik alle Fester, var de ugenlige Sommer­

ture til Hoffet ham en Rædsel. Rygter om Intriger og ny Kabi­

netsluner mødte ham altid derude; hans kostbare Tid fandt i

Juliane Maries eller Arveprinsens Selskab ikke en Anvendelse,

der tilfredsstillede ham. Uden for Konseilsmøderne kedede han

sig ubarmhjertigt.

Han skrev en Gang til Schack Rathlou, at

uden ham var Fredensborg ham et Øde." Sligt skabte ikke Til­

nærmelse.

Sommerlivet paa Bernstorff var hans største Glæde, skønt

han ogsaa der var stærkt bunden til Arbejdsbordet, og det kostede

hans Familie Møje at løsrive ham for en enkelt Dag til Køreture

eller hyggeligt Samvær. Jagten, som før havde været ham en

Hovedadspredelse, fik ban aldrig Tid til; Haven, hvis Frugter og

Blomster havde været hans daglige Syssel, maatte han næsten

helt overlade til andre. „Sandelig, jeg maa give Afkald paa mine

bedste Glæder og Ønsker,“ udbrød han vemodig ved Tanken om

sit bundne L iv.:i Saaledes gled hans Liv ud ad til ret ens­

formigt hen; Brevveksling med enkelte Venner, særlig den uaf­

brudte med Ditlev Reventlow fastholdt han dog trods al Travl­

heden. Læsning kunde han ikke opgive, skønt han havde vanske­

ligt ved at følge al den ny Litteratur. Forholdene i hans Hjem

var saare harmoniske og lykkelige. Mellem ham og hans Hustru

var der det inderligste og fortroligste Forhold, Breve viser, hvor

frisk deres Ungdomskærlighed holdt sig.

„En quelque obscurité que le sort t'eût fait naître,

mon coeur en te trouvant eût reconnu son maître“ ,

kunde hun endnu forelsket citere.4 Børneflokken øgedes fra fem

til otte; kun et Barn gik bort i Toaarsalderen. Saaledes gav

Hjemlivet, kun Lykke; alle Skygger kom fra den offenlige Virk­

somhed, og selv de stadig hyppigere Gigtanfald, der gennem Uger

kunde binde Bernstorff til Seng eller Stue, ændrede ikke den lyse

Farve over alt, hvad der hører hans Privatliv til.

Trods den rolige Tilværelse levedes der dog mangfoldigt og