122 / 302
103
kerlig mest fordi den politiske Kamp trods alt dog passede bedst
til hans Natur og Evner, livor opslidende han end følte den.
„Vi Bernstorffer blive ikke gamle,“ hedder det endnu i Bern-
storlfs Slægt. Vist er det, at hvor Livslyset brænder saa fyrigt
og uafbrudt, slukkes det lettelig tidlig, som hos A. P. BernstorfF
og hans Onkel. Bernstorff selv følte det dog anderledes. Da
han i Efteraaret
1775
opbragt over Angrebene forlangte sin Af
sked, skrev han til Ditlev Reventlow: „Man skulde tro, at en
Mand, der kun blander sig i de Ting, der er ham betroet, som
ikke volder nogen Ubehageligheder, og som kun gennem Aviserne
hører, hvad der sker ved Hoffet, kunde være i Ly for Forfølgelse;
det vilde være mig herligt at unddrage mig den og at genvinde
den Frihed, efter hvilken jeg kun sukker alt for meget; men
Frygten for at mishage det højeste Væsen og hæderlige og for
nuftige Folk holder mig tilbage.“ 1 Han blev den Gang, og han
blev siden, hvor tilskyndet han end følte sig til at drage bort.
Han vilde, som han udtrykte det, ikke foregribe Forsynets Vilje;
Følelsen af, at paa ham alene beroede hele Modstanden mod
Kabinetsregeringen, og at han alene var Repræsentant for den
Kreds af Mænd rundt om i Riget, der delte hans Misfornøjelse,
holdt ham tilbage. Hensynet til Hertugdømmerne virkede stærkt;
fra D. Reventlow og fra andre fik han i Aarenes Løb at høre,
at Tilliden til ham steg, og at den tyske Adel mere end nogen
Sinde i ham saa sin Tillidsmand og Værner ved det danske Hof.2
Endelig var han af de Naturer, der kun giver tabt over for det
absolut uundgaaelige; han kunde ikke unde en Modstander den
lette Sejr at se ham vige.
Hvad der i det daglige maaske var ham det sværeste, var, at
han følte sig uendelig ene. Hoffet var ham fremmed. „Det er
et højst mærkeligt Land; jeg er altid ny der, og jeg føler, at jeg
vil vedblive at være det,“ udtalte han allerede i Februar
1774
,
og det slog til. Men omtrent samtidig klagede han: „Ofte for
færdes jeg ved at se mig ene næsten altid. Dette strider mod
min Karakter og mod alle mine Ønsker, og jeg sukker ofte over
ikke at se de kæreste og hedeste Ønsker opfyldte.“ '1 „Efter alt,
hvad jeg kender til Bernstorff, anser jeg ham for alt for god til