120 / 302
101
gøreisen i Kabinettet. Jeg skylder uden Tvivl Forsynet dette;
det vil, at jeg skal styrkes i de Embeder, hvor min Pligt holder
mig tilbage, uden at mine personlige Ønsker har den mindste
Del deri. Dernæst frygter man intet fra min Side; man ved, at
jeg alene er optagen af et umaadeligt Arbejde, til hvilket jeg ikke
liar nogen Konkurrent; man ved, at jeg intet ønsker, og at jeg
ikke foretager et eneste Skridt, uden at Konseillet og mine Kol
leger blive underrettede derom. I Konseillet taler jeg med den
samme Frihed om alt og til alle, uden for Konseillet tier jeg.
Endelig er man ikke uvidende om, at der ikke er nogen Mellem
vej; man maa beholde mig som jeg er, eller give mig min Af
sked uden videre, en Yderlighed der ikke passer til den i Bunden
milde Karakter hos dem, der har Afgørelsen.“
Man ser dybt ind i Bernstorffs Karakter og Yilkaar. Har
nogen Sinde en Minister skyldt saglig Dygtighed sin Stilling, saa
var det Tilfældet med ham. Tusinde Gange havde han ærgret
Magthaverne og deres Klienter, tusinde Gange generet sine svage
og svajende Kolleger ved sin ubøjelige Principfasthed og stolte
Uafhængighed. Kun Følelsen af, at han ikke kunde undværes,
og uundgaaelig Respekt for hans ranke Retsind sikrede ham saa
længe. Man kendte Vilkaarene. Paa Omraader, hvor Bernstorff ikke
direkte bar Ansvar, kunde man, naar man vilde taale hans skrappe
Protest, handle imod hans Vilje uden at miste ham, saa vidt
strakte han sig, om end med Sorg over i Folkets og Verdens
Øjne at staa som meddelagtig i et Regeringssystem, som han
utrættelig bekæmpede. 1 Men paa de Omraader, man havde lagt
under ham, maatteman respektere ham. Idet Øjeblik
man
ogsaa vilde gribe ind der,maatte man sende ham bort.
Det fremgaar af Bernstorffs Breve og andre af hans Ud
talelser, at han ikke troede paa, at man vilde gaa saa vidt; hans
Opfattelse var i alt Fald i Sommeren
1780
den, at Hoffet af
Hensyn til Kronprinsen ikke vilde foretage nogen Ændring i
Konseillets Sammensætning, før denne i alt Fald formelt kunde
være med dertil. 2 Han forregnede sig heri; hans Fjernelse var
et nødvendigt Led i Guldbergs Politik, men før
1780
fandtes
Tiden ikke moden. Baade den principielle og personlige Modsæt