124 / 302
105
ledsagede Begejstringen for Loven. Vi kan regne sligt som Ud
tryk for en vaagnende Nationalfølelse og tilgive det som barn
agtig Ubetænksomhed, men at det var uklogt og usømmeligt,
maa fastholdes. Særlig gælder dette en Række Demonstrationer,
som vistnok vakte Hoffets yderste Tilfredshed; paa Vers og Prosa
pristes Loven i Udtryk, der kun kunde krænke de tyske Embeds-
mænd. Men fremfor alt var det taktløst, at Jørgen Hee, Holmens
Provst, der den
17
. Januar om Morgenen jublende havde svunget
sin Nathue ud af sit Vindue af Glæde over Struensees Fald,1
da Orlogsskibet „Indfødsretten“ løb af Stabelen, i Hoffets og
Ministrenes Nærværelse i Maj
1776
kunde holde og siden udgive
sin Prædiken over Markus
7,27
om Børnenes Forret til Brødet
fremfor de smaa Hunde. Her kogte Bernstorff over. At han
fandt Prædikenen slet, var ikke Hovedsagen; men dybt harmedes
han over, at „et Fredens Sendebud prædiker Uenighed og For
virring og Tusinder af tro Undersaatter opskræmmes og grovelig
fornærmes derved.“ „Dette er et Emne, som jeg næsten ikke
vover at røre ved mere; det saarer mig alt for følelig. Der er
sikkerlig ikke en dansk, der elsker sit Fædreland højere, end jeg-
elsker Danmark, men netop fordi jeg elsker Landet og Folket, er
jeg gennemtræng! af Smerte over, at det anlægger Synspunkter
saa snævre, saa uretfærdige, saa skikkede til at lade det synke
tilbage i det Barbari, hvoraf tredive Aars faderlige Forsorg og
Bekymring skulde have draget det, og over, at vi i mere end
en Henseende bliver til Fabel og Genstand for Had og Kritik hos
mere end en Nation.“ 2
Stormen i
1776
gav sikkerlig Dønninger længe efter. Endnu
i
1780
fremhævede Schack Rathlou i et Forsvar for Bernstorff,
at Indfødsretsloven havde været dem imellem;1 hvor meget mere
levende maatte Bevidstheden herom ikke være for Hoffet. Medens
Sagen stod paa, foresatte Bernstorff sig, naar Sindene var kommet
til Ro, at tage Sagen op paa ny og arbejde paa en efter hans
Skøn fordomsfri national Politik.1 Rimeligvis fik han ingen Lej
lighed dertil, men Bevidstheden om, at han var Modstander, kunde
ikke fjernes.
Den dybe politiske Uoverensstemmelse skabte først og frem