Previous Page  124 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 124 / 302 Next Page
Page Background

105

ledsagede Begejstringen for Loven. Vi kan regne sligt som Ud­

tryk for en vaagnende Nationalfølelse og tilgive det som barn­

agtig Ubetænksomhed, men at det var uklogt og usømmeligt,

maa fastholdes. Særlig gælder dette en Række Demonstrationer,

som vistnok vakte Hoffets yderste Tilfredshed; paa Vers og Prosa

pristes Loven i Udtryk, der kun kunde krænke de tyske Embeds-

mænd. Men fremfor alt var det taktløst, at Jørgen Hee, Holmens

Provst, der den

17

. Januar om Morgenen jublende havde svunget

sin Nathue ud af sit Vindue af Glæde over Struensees Fald,1

da Orlogsskibet „Indfødsretten“ løb af Stabelen, i Hoffets og

Ministrenes Nærværelse i Maj

1776

kunde holde og siden udgive

sin Prædiken over Markus

7,27

om Børnenes Forret til Brødet

fremfor de smaa Hunde. Her kogte Bernstorff over. At han

fandt Prædikenen slet, var ikke Hovedsagen; men dybt harmedes

han over, at „et Fredens Sendebud prædiker Uenighed og For­

virring og Tusinder af tro Undersaatter opskræmmes og grovelig

fornærmes derved.“ „Dette er et Emne, som jeg næsten ikke

vover at røre ved mere; det saarer mig alt for følelig. Der er

sikkerlig ikke en dansk, der elsker sit Fædreland højere, end jeg-

elsker Danmark, men netop fordi jeg elsker Landet og Folket, er

jeg gennemtræng! af Smerte over, at det anlægger Synspunkter

saa snævre, saa uretfærdige, saa skikkede til at lade det synke

tilbage i det Barbari, hvoraf tredive Aars faderlige Forsorg og

Bekymring skulde have draget det, og over, at vi i mere end

en Henseende bliver til Fabel og Genstand for Had og Kritik hos

mere end en Nation.“ 2

Stormen i

1776

gav sikkerlig Dønninger længe efter. Endnu

i

1780

fremhævede Schack Rathlou i et Forsvar for Bernstorff,

at Indfødsretsloven havde været dem imellem;1 hvor meget mere

levende maatte Bevidstheden herom ikke være for Hoffet. Medens

Sagen stod paa, foresatte Bernstorff sig, naar Sindene var kommet

til Ro, at tage Sagen op paa ny og arbejde paa en efter hans

Skøn fordomsfri national Politik.1 Rimeligvis fik han ingen Lej­

lighed dertil, men Bevidstheden om, at han var Modstander, kunde

ikke fjernes.

Den dybe politiske Uoverensstemmelse skabte først og frem