123 / 302
104
de Folk, han har at gøre med,“ lød en engelsk Gesandts Dom
over ham et Aar efter. 1 Nu og da kunde Bernstorff omtale sit
Venskah for denne eller hin; Forholdet til Juel og Schimmelmann
kunde glæde ham, selv om han altid følte deres Mangler, men
Helhedsindtrykket blev det samme; „hvor faa er her ikke, der for-
staar en hæderlig Mands Tankegang,“ kunde han udbryde. „Vi
har ingen hæderlige Mænd at tabe; det mindste Tal) af denne
Art er et Saar tilføjet Staten.“ "
Bitterhed mod Personer avlede dette dog kun sjælden. Mær
kede han Intriger, brød han sig ikke om at efterspore dem.
„Hvorledes kan jeg have Misundere,“ sagde han en Gang, „naar
jeg ikke har den ringeste Indflydelse ved Hoffet, naar jeg køber
den Indflydelse, som jeg kan have i mine Departementer, for en
Pris, som ikke een i Staten vilde ønske at have den for? Ved
Hofferne slaas man kun om Gunst, alt andet kender man intet til
og foragter, og jeg vover at paastaa, at jeg i denne Henseende
ikke er i Vejen for nogen. Jeg er vis paa, at mine Venner
bliver mig tro, de andre kan ikke forsone sig med mig, og alt,
hvad jeg kan gøre for dem, det er ikke at hade dem og uden
det ringeste Nag yde dem hele den Retfærdighed, de personlig-
kan fortjene.“ 3
Den samme Retfærdighedssans, der taler ud af de sidste Ord,
muliggjorde for Bernstorff en rolig Betragtning af den nationale
Modsætning, som den tilspidsedes ved Indfødsretsloven. Af rent
saglige Grunde bekæmpede han denne saa længe som mulig.
Da Kampen maatte opgives, søgte han at forsvare Loven og dæmpe
Uviljen i sin nærmeste Kreds imod den.
„Jag respekterer Pa
triotismen saa stærkt, at jeg holder af den endogsaa i dens For
vildelser,“ sagde han og søgte sin Trøst, ja en Art Glæde i, at
Loven havde vakt en hidtil ukendt Følelse af Tilfredshed med
Regeringen. „Jeg vilde ønske, at den kunde vække en national
Aand, som vi visselig endnu mangler, jeg vil da gerne glemme,
at den skylder en skjult og uren Kilde sin Oprindelse. Virk
ningen vilde trøste mig.“ 4
Helt let var det dog ikke at bevare saadan Koldsindighed
over for de forskellige grove Udfordringer mod de fremmede, der