AndreasPeterBernstorff

partementer, hørte det sikkert til de største Sjældenheder, at man

rettede sig efter ham.

Til Gengæld havde han fuld Myndighed inden for sine to

Departementer lige til

1780

, og bortset fra et Angreb paa hans

Udenrigspolitik, som han tilbageslog i Efteraaret

1775

, lod man

ham her i Fred. 1 Overhovedet kunde han, hvor køligt hans

Forhold til Hoffet end var, ikke beklage sig over den Behand

ling, der blev ham personlig til Del; han anerkendte det bered

villig. I

1774

udtaler han det bestemt; kort efter det nævnte

Sammenstød i Efteraaret

1775

og Indfødsretslovens Fremkomst

skrev han til D. Reventlow: „Jeg vilde være uretfærdig, om jeg

i dette Øjeblik beklagede mig over den Maade, hvorpaa man

behandler mig.

Der sker mange Ting, som strider mod min

Tænkemaade og mod mine Synspunkter; men naar det ikke

angaar Hovedpunkter, og jeg ser, at de andre ogsaa handler i

god Tro, saa indskrænker jeg mig til at udtale min Mening og

dadler ikke dem, der har modsatte Anskuelser, og jeg vilde for

dømme mig selv, om jeg henførte slige Begivenheder til person

lige Sorger eller Klager. . . Man forstyrrer meget sjælden Sa

gernes Gang i mine Departementer, og naar det sker, er det

endnu sjældnere, at man ikke til sidst tager noget Hensyn til

mine Forestillinger.“ 2

Omtrent saaledes vedblev Stillingen at være; endnu i For-

aaret

1779

sagde han, at hans Departementer var de eneste,

hvor Kabinetsordrer ikke kom imod hans Vilje. -i Rimelige Æres

bevisninger var ogsaa tilfaldet ham, og Hoffet behandlede ham

meget forekommende.

I Efteraaret

1774

fik han foruden Ge-

hejmekonferensraadstitelen en kostbar Ring med en smigrende

egenhændig Skrivelse fra Kongen.4 I Februar

1776

fik han det

blaa Baand, ligeledes med stærke Forsikringer om Godhed og

Tillid fra hele den kongelige Familie.5 Bernstorff tog sligt med

skyldig Tak og Ærbødighed, men det gjorde lidet Indtryk paa

ham; han rakte aldrig en Finger ud derefter. „Jeg har en med

født Ligegyldighed for slige ydre Tegn,“ sagde han en Gang. Han

betragtede dem „som en naturlig Følge af Tid og Tjenester, som

man skal agte, men ikke kræve og kun tænke paa, naar det