114 / 302
95
Moltke senere, da han bad Schack Rathlou fri for sig, ikke ønskede
en holstensk Adelsdame, hvad han dog alligevel fik.1
Ikke mindre bestemt end imod A. G. Moltkes Forsøg stod Mini
strene sammen imod alle virkelige eller formodede lignende fra
Ostens Side paa at komme til at spille en Rolle igen.2 Osten be
fandt sig ilde i Aalborg, kedede sig og vilde bort; til en for
trolig Ven skrev han, at han kun havde taget Stillingen dér for
ikke at faa Udseende af at være fornærmet over sin Afsked.
Han ønskede snart en Amtmandspost i Holsten, snart en Ge
sandtpost, ja tilbød at gaa til Neapel med langt mindre Gage,
end da han første Gang var der, blot for at slippe bort fra det
forhadte Aalborg. I Sommeren
1775
var han i København for
at søge Forflyttelse eller Gagetillæg; det sidste fik han, det første
ikke og blev ikke særlig vel modtaget ved Hoffet. Mange fryg
tede for hans Nærværelse, Bernstorff ikke, thi han mente, at han
var ganske uden Indflydelse, hvilket ogsaa bekræftedes, da han ved
senere Besøg ved Hoffet lige saa lidt opnaaede sine nye Ønsker,
hverken Stiftamtmandsposten i København, skønt Hielmstierne og
det danske Kancelli støttede ham heri, eller
1777
det blaa Baand.
Bernstorff bevarede sin Uvilje imod ham, og skønt han en Gang-
sagde, at han med Glæde vilde hjælpe ham til en hæderlig Ge
sandtpost i Udlandet, saa var det næppe mod hans Vilje, at
Osten ingen saadan fik. Først efter Bernstorffs Fald lykkedes det
Osten at bane sig Vej til den Hofgunst, han forgæves havde
efterstræbt.
I
1775
satte Rygterne Ostens formentlige Intrige i Forbin
delse med en anden tidligere Statsminister F. C. Rosenkrantz’s
utrættelige Forsøg paa at skaffe sig en høj Stilling eller peku
niære Begunstigelser, som kunde redde ham fra de uophørlige
Pengeforlegenheder, der gentagne Gange skaffede ham Bankerot
og Administration.3 Han naaede ikke sine Formaal; Hoffet led
ham ikke og var enig med Ministrene i ikke at ville have ham
frem. Ganske vist havde Schack Rathlou i
1772—1773
ønsket
hans Genindtræden i Konseillet, men han havde hurtig opgivet
det, og senere stod han sammen med Bernstorff og hindrede, at
man imødekom Rosenkrantz’s ublu Fordringer om Eftergivelse af