109 / 302
90
for Folks Dom om hans Handlinger, lige saa interesseret var
han for at sikre og udvide sin Myndighed ved et godt Forhold
til Hoffet.
Allerede i Foraaret
1774
var den Misstemning, der muligvis
før havde været til Stede, veget; han var i saare høj Gunst hos
„Herskaberne“ , og Guldberg var Vejen. Schimmelmann satte
megen Pris paa Guldberg, holdt oprigtig af ham, siger Bernstorff
gentagne Gange;1 gennem Guldberg kom han til at staa Arve
prinsen nær, og om Juliane Marie ikke af andre Grunde yndede
ham, saa gjorde hun det sikkert paa Grund af den Hjælp, han
stadig ydede hende, naar hendes Kasse var tom. Fra nu af er
Schimmelmanns Position sikker; trods enkelte Kurrer paa Traaden
staar han altid i samme Gunst, Hoffet kan ikke undvære ham. Alle
Angreb preller af. Men Schimmelmann gjorde adskilligt herfor. Det
blev en stiltiende Overenskomst, at han til Gengæld for den Myndig
hed, han fik, ikke traadte Hoffet for nær og lod dets Magt udvikle sig
i Fred. I finansielle Sager satte han vel ofte Hoffet Stolen for Døren,
og nu og da, naar det gjaldt hans egne Sager eller Bernstorffs,
traadte han skarpt op og opnaaede hvad han vilde, selv om han
aldrig fik egenlig Magt i Bagateller, som Hoffet smaalig vilde raade
over. Men i Hovedsagen mærkede Hoffet ikke hos ham den samme
sejge, principielle Modstand, der irriterede det hos Bernstorff. Lige
saa lidt som Schack Rathlou stillede Schimmelmann sig i de
store Principspørgsmaal paa Bernstorffs Side. Maaske ræsonnerede
han som saa, at Forholdet mellem Konseil og Kabinet egenlig
kunde være ham ligegyldigt, og at hans Magt snarere kunde lide
Afbræk ved en strengt ordnet Forretningsgang med Konseillet
som Centrum end nu, da hans Idéer altid kunde finde Afløb gen
nem en af Guldbergs Kabinetsordrer.
Hans Politik blev derfor i den store Principstrid undvigende
og forsonende. Sjælden var han med i stærke Brydninger, og pas
sede ofte at indfinde sig, naar det værste Uvejr var ovre, for at
bringe de mildere Vinde med sig. Ditlev Reventlow og andre
med ham ærgrede sig, naar de saa Schimmelmann optræde som
Mægler og Forsoner, eller naar han anvendte Palliativer fremfor
skarpere Midler.2 Da Indfødsretsloven kom ud, gav Schimmelmann