108 / 302
89
Schimmelmanns Færd, maa hans Vidnesbyrd anses for afgørende,
ubønhørlig streng og nøjeregnende som ban var i alle slige Sager.
Han hævder, at Schimmelmann skylder sit Geni sin store Lykke,
at han har erhvervet sin store Formue paa en Maade, som han
ikke behøver at rødme over, og tungt vejer det, naar han i An
ledning af Planer om en Forlovelse mellem Cajus Reventlow og
Schimmelmanns Datter siger den ætstolte Ditlev Reventlow, at
han personlig ikke vilde betænke sig paa at forene sin og Schim
melmanns Familie. Jævnlig forarges han over den ubillige Dom,
man fælder over Schimmelmann, og værger ham ivrig.’ Men
paa den anden Side hævder han, at Schimmelmann ofte optræder
ubillig og hensynsløst; han dadler ham, fordi han aldrig loyalt
vil indrømme en begaaet Uret eller Fejltagelse.1' I slige Tilfælde
træder Bernstorff bestemt op imod Schimmelmann, hvor lidt end
denne synes derom. Ofte er de enige i Realiteten, men kan ikke
enes om Formen, fordi Bernstorff har Skrupler, som Schimmel
mann ikke skænker en Tanke. Endnu oftere sukker Bernstorff
dog i Stilhed eller jamrer i Breve over de Karaktertræk hos
Schimmelmann, som han ved ikke lader sig udrydde. Det er da
hans Trøst, at man kan se bort fra store Fejl hos et stort Geni,
der gavner Land og Rige saa meget, og hos hvem han selv tør
regne paa et sikkert Venskab.3 Men sligt skilte dem dog i mange
Maader ad. Rent selskabelig passede de ej heller godt sammen.
Bernstorffs Hjem var religiøst og stærkt æstetisk interesseret,
støbt efter hans Afsky for Fester og Uro, Schimmelmanns Hus var
hundverdsligt, efter Bernstorffs Opfattelse et lidet heldigt Opdragel
sessted for en ung Pige.4 Grevinde Schimmelmann var stadig syg,
men levede altid op ved Hoflivet eller sine egne store Fester, der
gaves i en Form, som Bernstorff ikke yndede.5 Egenlig var det
gennem den langt finere anlagte Søn Ernst Schimmelmann, at
Broen mellem de to Familier banedes i selskabelig Henseende.
Ogsaa i Forholdet til Hoffet var der Forskel paa deres
Holdning.
Begges Stilling beroede paa rent saglig Dygtighed, men
medens Bernstorff aldrig vilde øge sin Magt ved Eftergivenhed,
var Schimmelmann langt føjeligere. Lige saa ubekymret han var