Previous Page  108 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 108 / 302 Next Page
Page Background

89

Schimmelmanns Færd, maa hans Vidnesbyrd anses for afgørende,

ubønhørlig streng og nøjeregnende som ban var i alle slige Sager.

Han hævder, at Schimmelmann skylder sit Geni sin store Lykke,

at han har erhvervet sin store Formue paa en Maade, som han

ikke behøver at rødme over, og tungt vejer det, naar han i An­

ledning af Planer om en Forlovelse mellem Cajus Reventlow og

Schimmelmanns Datter siger den ætstolte Ditlev Reventlow, at

han personlig ikke vilde betænke sig paa at forene sin og Schim­

melmanns Familie. Jævnlig forarges han over den ubillige Dom,

man fælder over Schimmelmann, og værger ham ivrig.’ Men

paa den anden Side hævder han, at Schimmelmann ofte optræder

ubillig og hensynsløst; han dadler ham, fordi han aldrig loyalt

vil indrømme en begaaet Uret eller Fejltagelse.1' I slige Tilfælde

træder Bernstorff bestemt op imod Schimmelmann, hvor lidt end

denne synes derom. Ofte er de enige i Realiteten, men kan ikke

enes om Formen, fordi Bernstorff har Skrupler, som Schimmel­

mann ikke skænker en Tanke. Endnu oftere sukker Bernstorff

dog i Stilhed eller jamrer i Breve over de Karaktertræk hos

Schimmelmann, som han ved ikke lader sig udrydde. Det er da

hans Trøst, at man kan se bort fra store Fejl hos et stort Geni,

der gavner Land og Rige saa meget, og hos hvem han selv tør

regne paa et sikkert Venskab.3 Men sligt skilte dem dog i mange

Maader ad. Rent selskabelig passede de ej heller godt sammen.

Bernstorffs Hjem var religiøst og stærkt æstetisk interesseret,

støbt efter hans Afsky for Fester og Uro, Schimmelmanns Hus var

hundverdsligt, efter Bernstorffs Opfattelse et lidet heldigt Opdragel­

sessted for en ung Pige.4 Grevinde Schimmelmann var stadig syg,

men levede altid op ved Hoflivet eller sine egne store Fester, der

gaves i en Form, som Bernstorff ikke yndede.5 Egenlig var det

gennem den langt finere anlagte Søn Ernst Schimmelmann, at

Broen mellem de to Familier banedes i selskabelig Henseende.

Ogsaa i Forholdet til Hoffet var der Forskel paa deres

Holdning.

Begges Stilling beroede paa rent saglig Dygtighed, men

medens Bernstorff aldrig vilde øge sin Magt ved Eftergivenhed,

var Schimmelmann langt føjeligere. Lige saa ubekymret han var