103 / 302
Schack Rathlous Stilling i de følgende Aar var lidet glimrende.
Guldberg greb mere og mere ind i den daglige Styrelse, Juliane
Marie traadte stærkere frem, men ingen af dem indrømmede ham
virkelig Indflydelse. Den Strøm, der gik ad Hoffet til, gled forbi
ham, medens Bernstorff og alle, der stod Kabinetsregimentet imod,
betragtede ham med Uvilje og Mistillid. Medlidenhed blandede
sig dog deri; Schack Rathlou havde mistet sin eneste Datter og
set de kæreste Forhaabninger briste; Bernstorff havde inderlig
ondt af ham, og naar han i de følgende Aar ofte forbitredes paa
ham, vaktes hans Medynk ved at se hans melankolske og util
fredse Ansigt.1 Uden for Konseillet fronderede Schack Rathlou
imod alt og alle, i Konseillet tav han, naar Forhandlingen ikke
behagede Hoffet. Undertiden forsøgte han med Vold og Magt at
generobre sin tabte Plads i Hoffets Gunst og forsvarede da alle
dets Forslag og Ønsker med en Lidenskab og en Foragt for alle
Grunde, der efter Bernstorffs Beskrivelse var utrolig for alle, der
ikke kendte hans Anfald. ' Til andre Tider gik han den mod
satte Vej; men i Efteraaret
1779
fælder Bernstorff den haarde
Dom over ham, at han søgte at gøre Livet saa surt som muligt
for sine Kolleger og skabte Uro ved sit lidenskabelige og gnavne
Temperament.3 Bernstorff ønskede ingenlunde at leve i Uvenskab
med ham og undgik det efter sin egen Mening ogsaa; men han
var yderst utilfreds med ham, og da Schack Rathlou paa ny i
Efteraaret
1779
tænkte paa at tage sin Afsked, var Bernstorff
vistnok den sidste, der vilde have beklaget det.4 Atter denne
Gang fik Arveprinsen ham dog til at blive, men Bernstorff og
han stod hinanden fjernt. Under den afgørende Konflikt, der
snart begyndte, var Schack Rathlous Rolle, som det kunde ventes,
tvetydig. Først da Slaget var ved at falde og Bernstorff ved at
styrtes, forstod han, men for silde, hvor urimelig galt han havde
handlet ved at svigte Bernstorff, medens Tid var.'0
Inden for Konseillet fandt Bernstorff saaledes ingen fast og
paalidelig Støtte. Uden for var det ikke bedre, thi vel stod han
to af de betydeligste Mænd inden for Centralstyrelsen nær, men
ingen af dem var egnet til at sætte Ryg til, hvor det for Alvor