98 / 302
79
udført det hele, kun fik en Titel, der ikke gav ham højere Rang-
end før. Sammenstødet førte til, at Juliane Marie og Arveprinsen
mod Guldbergs Ønske lovede efterhaanden at give alle Statsmini
strene det blaa Baand; men det bragte stor Kølighed mellem Eick-
stedt og Schack Rathlou, medens Bernstorff netop i den Tid fik Støtte
af Eicksfedt.1 I Løbet af
1775 —1776
synes Forhandlingerne om
Indfødsretsloven at have nærmet Schack Rathlou og Eickstedt noget
til hinanden, og i Efteraaret
1775
lod Schack Rathlou og Guldberg
Eickstedt træde ind i det snævrere Konseil, der skulde behandle
de udenrigske Sager. “ Først paa Aaret
1777
kom det dog paany,
uvist af hvilken Grund, til et voldsomt Sammenstød i Konseillet
mellem Eickstedt og Schack Rathlou; Guldberg stillede sig denne
Gang paa Eickstedts Side, og fra nu af var der vistnok aabent
Uvenskab mellem denne og Schack Rathlou. Eickstedt fik i den
følgende Tid større Indflydelse; Bernstorff sagde, at han fik den
dels af Venskab, dels af Frygt, men ogsaa, fordi hans kraftige
og ubøjelige Natur uvilkaarlig gjorde Indtryk paa Hoffet.'' Men
herved traadte hans voldsomme og ubehagelige Sider frem, og
Bernstorff kunde ikke undgaa at træde skarpt op imod ham, skønt
han satte Pris paa ham og gerne vilde staa sig vel med ham.
Forbitrelse herover var formentlig Grunden til, at Eickstedt fra
Sommeren
1779
svigtede Bernstorff og i
1780
stod imod ham,
skønt der vedblev at være Rivninger mellem ham og Guldberg.1
Langt vigtigere for Bernstorff var dog Forholdet til Schack
Rathlou.5
Af ham havde Bernstorff efter
17
. Januar ventet sig alt;
om ham sagde han gentagne Gange, at han var Danmarks
bedste Mand.6 Da Schack Rathlou var gaaet ind paa Schim-
melmanns Forslag og havde virket for Bernstorffs Tilbagekal
delse, mødte Bernstorff ham med ærligt Venskab og saa i det
nære Forhold mellem dem en Hovedbetingelse for, at de kunde
udrette noget. ‘ I Banksagen og i Kampen mod Osten fulgtes
de ad, ved Slutningen af Aaret
1773
førte de i Fællesskab
og
Enighed vanskelige Forhandlinger med Hoffet om Omordningen
af det tyske Kancelli; endnu i
1774
var de i de fleste Ting
enige. Hovedsagelig knyttedes de maaske sammen som Højadelens