97 / 302
78
sin gamle Stilling som Oversekretær i danske Kancelli tilbage;
men selv om han ved enkelte Lejligheder nok kunde vise en
Vilje, saa optraadte han sjælden kraftigt og vistnok aldrig uden
stærk Paavirkning fra andre. Bernstorff satte Pris paa hans Ret
sindighed og gode Hjerte; de enedes i Reglen godt, og Thott
stod altid paa Bernstorffs Side i udenrigspolitiske Sager, i det han
ganske stolede paa hans Kundskaber og Talent.
Større Betydning havde Hans Henrik Eickstedt i Kraft af sin
dobbelte Egenskab som Statsminister og fra Efteraaret
1773
som
Kronprinsens Overhofmester.1
Eickstedts Bistand den
17
. Januar og udprægede Danskhed
førte ham ind i Konseillet; Hoffet havde i en Aarrække ubetinget
Tillid til ham og gav ham derfor den ansvarsfulde Stilling hos
Kronprinsen. Hertil var han ganske uskikket. Hans uheldige
moralske Vandel var ikke hans eneste saarbare Punkt, han var
mangelfuldt opdraget og havde hverken de fornødne Kundskaber eller
fornøden Dannelse. For dygtige Egenskaber var han dog ingenlunde
blottet; hans Hærledelse viser Evner og Energi, og Bernstorff
fremhæver, at han trods sin Uvidenhed og ikke fremragende In
telligens kunde handle koldblodigt og tage forstandigt og sindigt
paa en vanskelig Sag.
Eickstedt sad fast i Sadlen og kunde tillade sig meget, da
Hoffet absolut maatte staa sig godt med ham. Paa visse Om-
raader forligtes han godt med Guldberg og Schack Rathlou, med
hvem han delte den nationale Interesse.
Men ellers var der
jævnlige Sammenstød mellem dem. Guldberg saa skævt til Eick
stedts Adelsstolthed. I de Aar, da Schack Rathlous Indflydelse
var stor, var Eickstedt skinsyg paa ham, og dette bragte ham
til ofte at støtte Bernstorff. I Efteraaret
1773
angreb han Guld
berg og Schack Rathlou, fordi den sidste i Anledning af Mage
skiftets Udførelse havde faaet det hlaa Baand „udi Lommen“ ,
medens Bernstorff kun var bleven Geheimekonferensraad. Aaret
efter, da Baandet og Titelen skulde anlægges ved Arveprinsens
Formæling, gav Eickstedt paa ny sin Harme Luft over, at Schack
Rathlou skulde gøre saa stort et Skridt opad, da han efter Eick
stedts Mening intet havde udført, medens Bernstorff, der havde